O—Overgaden is one of the leading non-profit art institutions in Denmark with an irreverent program of emerging local and international voices in contemporary art, displaying around eight grand-scale exhibitions each year from its position in the heart of Copenhagen.
  • Tuesday, Wednesday: 13 – 18h
  • Thursday: 13 – 20h
  • Friday: 13 – 18h
  • Saturday, Sunday: 11 – 18h

Awarded
Julie Stavad exhibition awarded
12 Feb 2022

The Danish Arts Foundation just awarded Julie Stavad for her exhibition I am here for pleasure but it is no fun at O—Overgaden. Congratulations to Julie Stavad for this honor!

Read the comment from the committee here (in Danish only):

"Det var den amerikanske kunsthistoriker Rosalind Krauss, der i sin bog Passages in Modern Sculpture fra 1977, første gang satte ord på, hvad en skulptur gør ved rummet, og ved den krop der oplever den. Hun beskrev også, hvordan den moderne skulptur havde frigjort sig fra narrativer og fortællinger. Det er interessant at huske på Krauss’ fokus på afvisningen af fortælling, når man besøger Julie Stavads nye udstilling ’I am here for pleasure but it is no fun’ på Overgaden. For allerede titlen skaber en historie i den besøgendes hoved, men det gør de mange skulpturer, der er orkestreret på Overgadens øverste etage også. Ikke bare fremmaner de fortællinger, de er også akkompagneret af en række digte på store stykker papir smidt på gulvet – skrevet med læbestift tilsyneladende, og mere eller mindre fejet til side, som var de affald – der omhandler et udmattende kunstnerarbejdsliv.

Stavads skulpturer er først og fremmest kropslige – og så er de heller ikke uden humor. Den første skulptur man møder er en flere meter lang rund metalskulptur, der er lagt til hvile på en skumgummimadras. Den overdimensionerede størrelse af metalrøret gør instinktivt noget ved både rummet og ens egen kropslige oplevelse. Man føler sig lille i dette rum – som om alle tingene er ved at vokse én over hovedet. I den ene sal står to stykker gigantiske rød læbestift på gulvet, noget er slået i stykker, så voksen – som de er skabt af – roder på gulvet. I den modsatte ende af udstillingen står en spiddet sofa – en menneskelang nål går igennem hele ryggen på sofaen, og et stuebord er blevet fanget i et strømpebuksenet. Rummene er med andre ord enormt teatralske og gør derfor det modsatte af, hvad minimalisterne forsøgte, når de ville afvise fortællingen ved skulpturen.

Her er der så meget i spil, at det bobler over i hovedet, selvom Stavad digter videre på det minimale ved at lade et langt metalrør indgå, og henviser til popkunsten, som fx Claes Oldenburgs læbestift i stor skala, Lipstick (Ascending) on Caterpillar Tracks, 1969-74. Det er ikke bare en afvisning af minimalismens upersonlige forhold til skulpturen, der er på færde, det er en insisteren på fortællingens gyldighed, og på skulpturens rolle i den fortælling."