9 mar. 2022
Annoncering
Udstillingsprogram 2022 og ny onlineplatform

Liesel Burisch: Video still, 2022.

O – Overgaden annoncerer 2022’s fulde udstillingsprogram og lancerer ny online platform.

O – Overgaden Institut for Samtidskunst præsenterer udstillingsprogrammet for 2022, som afspejler kunsthallens dedikerede arbejde med at støtte det kunstneriske vækstlag og vise samtidskunstens mangfoldige udtryk og allernyeste stemmer.

Ikke mindre end 11 soloudstillinger og flere kortere udstillingsprojekter, der på hver deres måde bidrager aktivt til samfundsdebatten og viser verden fra ofte oversete, men meget væsentlige positioner, tegner året på O - Overgaden. 

Programmet inviterer indenfor til alt fra et omsluttende queer klubunivers med inklusion i centrum og animerede VR-værker om et sygdomsforløb i psykiatrien til kilometerlange meditations-tegninger, psyko-akustiske lydinstallationer og skulpturelle præsentationer, der sætter fokus på fænomenet ”biased data”.

Årets program præsenterer desuden to forskningsbaserede udstillinger af henholdsvis Marie Kølbæk Iversen og Helene Nymann samt et genbesøg fra en af en kunstner fra kunsthallens allerførste udstilling i 1987, Annette Holdensen, der samtidig igangsætter hulebyggerier med unge i udsatte boligområder nær O - Overgaden. Ikke mindst byder året på det dybdegående samarbejde med årets to unge INTRO-kunstnere, Isabella Solar Villaseca og Tora Schultz.

Få et overblik her og læs mere om udstillingerne under UDSTILLINGER her på O – Overgadens nylancerede hjemmeside. O – Overgadens nye visuelle identitet og grafik, som også ses i kunsthallens nye publikationsrække, er skabt af fanfare. Hjemmesiden er designet af Bram van den Berg i samarbejde med fanfare.

Udstillingsprogram 2022

Julie Stavad: I am here for pleasure but it is no fun

22. januar - 13. marts 2022

I Julie Stavads (f. 1987, DK) soloudstilling I am here for pleasure but it is no fun er hverdagsgenstanden i centrum. Med sine monumentale læbestifter og tasker hugget i sten rejser Stavad spørgsmålet om, hvorvidt genstandene i vores dagligdag opløfter eller tynger os. For hvem har egentlig magten – menneskene eller tingene?

Tommy Støckel: SUPERADAPTER

22. januar - 13. marts 2022

Vandrør, gasledninger og kabler til data, el og lyd har indtaget O – Overgaden med totalinstallationen SUPERADAPTER skabt af Tommy Støckel (f. 1972, DK). Selvom de normalt løber i hver deres kredsløb, er elementerne i udstillingen tilsluttet ét fælles netværk gennem superadaptere: den ultimative transformer, der kan omforme alt. Som en komplet urealiserbar DIY-genereret fantasi illustrerer superadapteren menneskets konstante teknoutopiske drøm om, at morgendagen kan blive bedre med ny teknologi.

Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari: Fungal Network

26. februar – 13. marts 2022

Billedkunstner Felia Gram-Hanssen (f. 1983) og komponist Jaleh Negari (f. 1983) indtager O - Overgadens søjlesal med en sammenfletning af videoværk, metalskulpturer, et langt stof-partitur, tegninger og multispors lydværker, som alle fortolker hinanden fra lyd til billede og tilbage igen. Resultatet er en tværæstetisk og gensidig udveksling af en udstilling, inspireret af det underjordiske system, hvor træer gennem svampesporer går i symbiose.

Line Finderup Jensen: Ingen udgang før gennemgang

2. april – 22. maj 2022

Med virtuel reality værker, 3D-animation og teknikker fra spildesign skaber Line Finderup Jensens (f. 1991, DK) en totalinstallation, der tager udgangspunkt i kunstnerens eget sygdomsforløb i psykiatrien. En stor videoinstallationen samt virtual reality værket Afsnit:801 sætter spørgsmålstegn ved de instanser og strukturer, der tager patent på sandheden. Hvem kan definere en sygdomshistorie – eller ”den virkelige fortælling” om det danske hospitalsvæsen?

Alexander Tillegreen: SHIFT

2. april – 22. maj 2022

Alexander Tillegreen (1991, DK) skaber med lydlige, skulpturelle og visuelle greb en stor installation til O - Overgaden, der sætter fokus på vores individuelle fortolkninger af lyde. Udstillingens store lydinstallation består af såkaldte fantom-ord: Psyko-akustiske lydfænomener, der skaber indre illusioner af ordstrømme og sætninger hos den, der lytter. Ordene, man hører, er formet af ens egen sproglige baggrund, underbevidsthed og kropslige bevægelser.

Annette Holdensen: Vild, varm og varsom

2. april – 22. maj 2022 

Kunstner og billedvæver Annette Holdensens (f. 1934, DK) store pilefletinstallation optrådte på Overgadens allerførste udstilling i 1986. Nu vender Holdensen tilbage til kunsthallen med en præsentation af Holdensens oeuvre, der med sin eksperimenterende tilgang til skulptur, flet og vævning har været banebrydende for håndarbejdet plads i den danske samtidskunst. Udstillingen kommer til at vandre ud til O – Overgadens lokalområde på et forløb, hvor unge laver pilefletshuler inspireret af Holdensens værker til de socialt udsatte boligområder ved Øselsgades bemandede legeplads.

Monia Sander Haj-Mohamed: Heavy Body, Heavenly Body

11. juni – 7. august 2022

Til udstillingen på O – Overgaden skaber Monia Sander Haj-Mohamed (f. 1988, DK) en stor ophængning af sine karakteristiske meditations-tegninger, som hun har produceret gennem en lang årrække, og som nu præsenteres i en komplet salonophængning. Tegningerne er skabt i  meditationer - enten indendørs eller under åben himmel - hvor Haj-Mohamed, som et performativt greb, har ført en uafbrudt løbende linje over et papir i op til 16 timer uden afbrydelse.

Liesel Burisch soloudstilling

10. juni – 7. august 2022

Liesel Burisch (f. 1987, DK) omdanner O - Overgadens stueetage til en totalinstallatorisk fortælling af dundrende beats, publikationer, plakatvægge og et stort videoværk, der fantaserer om, hvordan en ny og inkluderende realitet kunne se ud. Videoen tager os med til festforberedelser, nydelsen i selve festen og udfordringerne i at komme hjem igen. Værket udfolder sig i flere kapitler, hvoraf flere er dronefilmet på O – Overgaden, natklubber, mødesteder og barer og produceret i samarbejde med adskillige aktører fra queer-klubmiljøet. Med udstillingen skaber Burisch en totaloplevelse baseret på personlige oplevelser og queer-historie, der inviterer sine besøgende med til et altomsluttende opgør med eksklusion. Hvordan bærer vi – hver især og kollektivt – et ansvar for at skabe plads til alle?

Marie Kølbæk Iversen: Rovhistorier | Histories of Predation

27. august – 23. oktober 2022

Marie Kølbæk Iversens (f. 1981, DK) kunstneriske forskningsprojekt arbejder i et felt mellem mytologi, kunst og videnskab. Her undersøger hun, hvordan en kunstnerisk syntetisering af moderne og ikke-moderne vidensformer kan bidrage til vores refleksion over historiske og aktuelle sociale kampe og kulturelle konflikter i det nordlige Atlanterhav. Det bliver til en stor udstilling, som bringer ny marinbiologisk forskning, kulstof-14-datering af haj-øjelinsekerner, østatlantiske havfolke-sagn, kapitalismens historie og den ekstremt langlivede havkal ind på O - Overgaden.

Helene Nymann: Knots of Ecphore

27. august – 23. oktober 2022

Hvordan formes vores hukommelse og forestillingsevne? Helene Nymanns (f. 1982, DK) forskningsbaserede udstilling på O – Overgaden med en række nye værker i form af video, skulptur og installation undersøger den menneskelige og ikke-menneskelig hukommelse. Nymanns research, der formes i samarbejder med andre forskere og publikumsinddragende metoder, dykker ned i, hvordan vi lagrer og registrer viden på et fænomenologisk og subjektivt plan.

Isabella Solar Villaseca soloudstilling

12. november 2022 – 15. januar 2023

INTRO-kunstner Isabella Solar Villasecas (f. 1992, SE) praksis undersøger, hvordan den sydamerikanske, folkelige modstandsstrategier – såsom dans og rytmer - kan bruges som reaktion imod nyliberale politikker. Med musik, arkivmateriale, poesi, fundne videooptagelser, skulpturelle og performative elementer skaber Solar Villaseca en udstilling til O – Overgaden, der sætter den sydamerikanske befolkningsgruppe i Skandinavien i fokus – og gør os klogere på protestformer skabt af kvinder i fællesskab.

Tora Schultz soloudstilling

12. november 2022 – 15. januar 2023

INTRO-kunstner Tora Schultzs skulpturer undersøger den strukturelle kønsdiskriminering, som eksisterer i verden omkring os. Hverdagsobjekter, fra køkkenstativer til mursten, bilsæder og møbler, er designet på baggrund af biased data, der overser enhver, som afviger fra den standardiserede krop. Schultz udstilling sætter fokus på disse skævvredne objekter, der hver dag former os og stille udøver en undertrykkende, usynlig vold.