Tidligere
Sóley Ragnarsdóttir: Organizing Principles
5 nov. – 30 dec. 2021

På denne side:

O – Overgadens INTRO-program for unge kunstnere præsenterer Sóley Ragnarsdóttirs soloudstilling Organizing Principles.

Det hyperdekorative er et særligt kendetegn for den dansk-islandske kunstner Sóley Ragnarsdóttirs praksis. I hendes første institutionelle soloudstilling præsenterer hun en serie nye værker i form af maleri, skulptur, mobiler og to specialdesignede tapeter, der sammen udfolder en eventyrlig og idiosynkratisk symbiose mellem materialer, symboler, steder og historier.

Ud fra en skulpturel tilgang til maleriet bemaler og ornamenterer Ragnarsdóttir sine værker med både syntetiske og organiske materialer, så akryl og epoxy blander sig med skaller, rav og havslebne glasstykker. Med reference til den britiske formgivningsbevægelse Arts & Craft, der ville genrejse de æstetiske værdier i kunsthåndværket, insisterer Ragnarsdóttir på det dekoratives plads og værdi i samtidskunsten.

De tusindvis af minutiøst udførte penselstrøg, prikker og mønstre, som repetitivt udfylder alle værkernes flader vidner også om en arbejdstid og hengivenhed, der står i stærk kontrast til hverdagens accelererede tempo. I kølvandet på coronakrisen forlod Ragnarsdóttir det pulserende Berlin for at bosætte sig ved Vesterhavet i Thy. Omgivet af ravjægere, fiskere og surfere har hun ladet nærmiljøet og havet trænge sig ind på billedfladen. Store mobile øjne, lavet af samme materialer som surfboards og både, hænger fra loftet i fiskerreb foran ravtonede vinduer, mens muslingeskaller og sten fra kysten titter frem. Natur bliver ofte anskuet som modsætningen til kultur, men i Ragnarsdóttirs eklektiske univers kombineres de to. Som titlen Organizing Principles antyder, deler hun et poetisk blik på verden, der bryder med idéen om at rubricere ting i separate kategorier.

Sóley Ragnarsdóttir (f. 1991) har en Meister fra Städelschule i Tyskland og har udstillet på bl.a. Städel Museum (Frankfurt), Kunstforum (Darmstadt), og senest Jean Claude Maier (Frankfurt). Organizing Principles er kulminationen på hendes deltagelse i O—Overgadens talentudviklingsprogram INTRO.

Video af Christian Brems

NTRO-programmet er realiseret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Udstillingen er yderligere støttet af Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond og Rådet for Visuel Kunst.