Vær med på O – Overgaden, når udstillingsaktuelle Sóley Ragnarsdóttir og kunstkritiker, forfatter og kurator Kristian Vistrup Madsen til en samtale om begæret efter det smukke, ømheden og det intime i dekorationen og spørgsmålet: Hvad er det, ornamentikken kan i billedkunsten?
Sóley Ragnarsdóttir er lige nu aktuel med sin soloudstilling Organizing Principles på O – Overgaden (6. nov – 31. dec): En udstilling af store mobiler, sirligt dekorerede servietværker og pointilistisk maleri, hvorpå rav, perler og muslingeskaller titter frem. Kunstneren har skabt en betagende æstetiseret verden, der flirter med kitsch og trækker tråde til kunsthåndværkets Arts and Crafts traditioner – såvel som til kunstnerens eget islandske ophav og det nuværende hjem ved havet i Thy.
Kunsthåndværkets dekorative tradition har længe haft en position som modpol til den ophøjede billedkunst, men Ragnarsdóttir ryster posen og stiller skarpt på det dekoratives kunstneriske værdi, som noget, der også har en plads og berettigelse i samtidskunsten. Som udstillingstitlen ‘Organizing Principles’ antyder, deler Sóley Ragnarsdóttir et poetisk blik på verden, der bryder med idéen om at rubricere ting i separate kategorier.
Samtalen modereres af O – Overgadens kurator Ida Schyum.
Samtalen foregår på dansk.
Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. Ligeledes er der – som altid – gratis adgang til udstillinger på O – Overgaden, som kan ses i forbindelse med arrangementet.
Sóley Ragnarsdóttir (f. 1991) er uddannet fra Städelschule i Tyskland og har udstillet på bl.a. Städel Museum (Frankfurt), Kunstforum (Darmstadt), og senest Jean Claude Maier (Frankfurt). Organizing Principles er kulminationen på hendes deltagelse i O—Overgadens talentudviklingsprogram INTRO.
Kristian Vistrup Madsen (f.1991) er bosat i Berlin, og skriver bl.a. for Artforum, Frieze, Mousse, og Kunstkritik. Doing Time, en essaysamling om fængselsindustrikomplekset og relationen mellem erfaring, politik, kunst og fiktion, udkom på Floating Opera Press i 2021. Hans første roman udgives på Broken Dimanche Press i 2022. I 2021 kuraterede han udstillingerne Hopeless Romantics på Futura i Prag, og As I Write I Am Lying I Hope på Arthub i København.