Under Overgadens udviklingsprogram for unge kunstnere INTROpræsenterer Kim Richard Adler Mejdahls sin første store soloudstilling Liljegrotten. Udstillingen er en heavy metal-salme om de kristne undertoner i nutidens dommedagsdesperation.
I sin første store soloudstilling – Liljegrotten – præsenterer den transdisciplinære kunstner og musiker Kim Richard Adler Mejdahl syv nye værker i form af video, skulptur, installation og interaktiv animation. Med lige dele sort humor, poesi og absurd horror forvandler Mejdahl hele Overgadens grundetage til en foruroligende, gotisk troldspejlsverden; en underverden, hvor kristendommens koder granskes og sættes i relation til naturens iboende brutalitet, og hvor publikums rolle som aktive medproducenter er central.
Med titlen Liljegrotten sætter Mejdahl tonen an ved at kombinere flere modsatrettede religiøse referencer, der spiller på både liv og død. Grotten er i mange kulturer et helligt sted, der tilbedes som et naturalter. Den er en feminint ladet metafor og det ultimative symbol på livmoderen. I vestlige begravelsesritualer figurerer liljen som symbol på menneskets dødelighed og åndelig opstandelse. Samtidig er ‘Lilith Grotto’ navnet på et af de største sataniske kirkehuse i 1960ernes USA; opkaldt efter den jødiske mytologiske figur Lilith, som blev dæmoniseret af den kristne kirke.
Kim Richard Adler Mejdahl er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvorfra han tog afgang i 2019. Mejdahl har udstillet på blandt andet Kunsthal Charlottenborg, OK Corral og Villa Kultur og vist sine videoværker på Cph Pix, Seoul International New Media Festival (KR), CBS Digital Art Space (DK), VOID International Animation Film Festival (DK), Flat Earth Film Festival (IS) og Animation Volda Festival (NO) m.fl. Mejdahl udgiver desuden elektronisk musik under aliasset Kim Kim, hvormed han sideløbende skaber musikalske albumudgivelser, audiovisuelle koncerter og producerer musik til filmproduktioner. I 2018 modtog han Forårsudstillingens Solopris for videoværket ODE og No Ozone. Førstnævnte blev for nylig erhvervet af Statens Museum Kunst til deres samling.
Liljegrotten er den ene ud af to parallelle udstillinger skabt under Overgadens INTRO program. INTRO er udviklet med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansen Fond og tilbyder et særligt og ressourcestærkt 1-årsprogram med fokus på at støtte nyuddannede unge billedkunstnere i Danmark mod en bæredygtig kunstfaglig udvikling og international udveksling. INTRO er et langsigtet udviklingsforløb, som Overgaden skræddersyr til det enkelte kunstnerskab og som indeholder både økonomisk støtte til rejse og produktion og kunstfaglig, administrativ og teknisk rådgivning fra førende danske og internationale stemmer indenfor kunstfeltet. Det etårige forløb kulminerer i en stor soloudstilling på Overgaden.
NTRO-programmet er realiseret med støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Udstillingen er yderligere støttet af Statens Kunstfond og 15. Juni Fonden.