Et hovedfokus for Spooners projekt er at spørge, hvordan udmålingen af vores ‘performance’ – den konkurrencebetonede, 24/7 forventning om, at vi ‘performer’ (godt) til alle tider, hvad enten det er på sociale medier, på jobbet eller gennem effektiv søvn – er blevet styrende for samtidens sociale relationer. Og ikke mindst spørger Spooner, om det er muligt at stå imod denne styring ved at bruge alternative tidslige modeller? Kan andre handlemåder eller tidsligheder skubbe til, ændre eller gå imod den standardisering, som følger det konstant tikkende, ’krono-normative’ ur, ved at forekomme uplanlagte, ‘døde’, ude af sync, usynlige, ufærdige, som i en slags øvesituation eller ved at insistere på en udstrakt langvarighed? 

Udstillingen Duration på O – Overgaden undersøger indenfor denne ramme det potentiale, der ligger gemt i de længerevarende eller varige (durational) samarbejder. I udstillingen fungerer Spooners eksisterende værk DEAD TIME (Maggie’s Solo) (2021) – en stor, næsten arkitektonisk skaleret filmprojektion af en dansesolo foran et kamera – som lige dele hovedværk og baggrund for udviklingen af nye værker og samtaler. Blandt andet vil danseren Maggie Segale, hovedrolleindehaveren i filmen og Spooners mangeårige samarbejdspartner, bruge filmprojektionen som afsæt for at udvikle en ny koreografi gennem en tre-dages offentlig workshop, der afholdes d. 21.-23. september kl. 15-17; Will Holder vil afslutte sin talkserie i O – Overgadens O—Rooom; og Spooner vil sammen med lokale børn lave et omsluttende soundtrack i en åben workshop.

Det 43:59-minutter lange værk DEAD TIME (Maggie’s Solo) er struktureret efter et højt bip, som pauseløst afspilles hvert 42. sekund. Ligesom bippet i ubådsfilmen Das Boot aktiverer den intensive lyd af tiden, der forsvinder, potentielt en følelse af, at vi (publikum) er under pres, danseren er under pres – tiden i sig selv er et pres. Til tonerne af denne ’sang’ begynder filmen DEAD TIME (Maggie’s Solo) med en serie tempofyldte og moderne gladiatorlignede bevægelser af forskellige slag, burpees og rugbyøvelser. Illustreret særligt gennem et ’løb-i-cirkel-på-gulv’ synes Maggies bevægelser samlet set at pege på et enerverende, nytteløst, cirkulært arbejde – i et selvskabt, umuligt tempo.

Maggies bevægelser følger en serie gentagne instruktioner fra Spooners stemme: “Jackal (sjakal)”, “Stop”, “Still Life (stilleben)”. Soundtracket afspilles i udstillingens første rum og præsenteres derfor længe før selve den store filmprojektion. Den ustyrlige lyd af Maggies krop og bevægelser omslutter og møder således den besøgende, før filmen bliver synlig. På lærredet forfølger filmfotografen med sit kropsbårne kamera Maggie – fra hendes lemmer og tunge, forpustede vejrtrækning til intense studier af hendes ansigt. Billederne, som falder ind og ud af fokus, veksler mellem at være en slags rå dokumentation af en danseprøve og smukt komponerede billeder af ’stillebener’ eller rugbyøvelser optaget i en næsten reklamelignede æstetik.

Udstillingens åbningsværk er en ny lydinstallation Principles (2023–), som kan høres i O – Overgadens overgangs- og mellemrum, fra husets entre til eventrummet O—Rooom og i trappeopgangen. Værket er skabt i samarbejde med en række mindre børn og består af deres larmende stemmer, som glædesfyldt tæller afsted for stolt at vise deres nye kunnen frem. Den umiddelbart indtagende, genkendelige lyd af børn, som tæller, gør det svært ikke at tælle med. Samtidig åbner lydværket, som er synkroniseret med det tilbagevendende bip, op for en lang række spørgsmål om, hvornår og hvordan børn indlemmes i samfundets udmålte tempo og normer, hvornår og hvordan karakterer, økonomi og matematik, institutionelle systemer og principper – det såkaldte ‘virkelighedsprincip’, heraf titlen Principles – sætter ind.