Lindegaards nye serie af enorme, abstrakte malerier fungerer som fysiske, taktile portaler til en illusorisk underverden. Hendes arkitektonisk store lærreder – der er alt for store til hjemmets vægge, så store de modsætter sig malerisalgets købmandslogik – står alene og skærer Overgadens rum over. De fleste af seriens værker kredser, ligesom kronbladene på en blomst, om et epicenter, et hul, de antyder en psykedelisk vej ind i opløsningen, en verden uden fodfæste, et forvildet sted. Og dette er, på trods af værkernes abstrakte skønhed, politisk. Lindegaards brug af barokke synsbedrag (trompe l’oeil) skal ikke bare affejes som et simpelt trick. Værkernes dragende centrum leder tankerne hen på neoliberale ormehuller, som var man blevet suget ind i et spil Tetris på speed, en tunnel eller en splintret motorvej til personligt kollaps, et traume. Tilstanden, som skildres, hæves nogle gange op i en lys, manisk rus; andre gange tegner den konturerne af en splintret psyke, der har mistet kontrollen.

Mere konkret er malerierne også ude af kontrol – eller de balancerer i hvert fald på en hårfin grænse mod det ustyrlige. Lindegaard skaber nemlig sine enorme motiver ved at folde malerlærredet i tredimensionelle former, opbygge skulpturellignende lagkager af det grove tekstil og spraymale det. Således inviterer kunstneren sit udvalg af monokrome akrylfarver til at glide ind i, oversvømme og bløde igennem lærredets sprækker og folder (helt som det bedst passer farverne, der for længst er ude over hendes kontrol) for til sidst at folde lærredet ud igen, spænde det på en ramme og se udfaldet. Som en ekstra dimension maler Lindegaard ofte på begge sider af sine fyldige overflader. Hun gør på den måde lærredet til en krop af maling, der kalder på at blive oplevet fra alle vinkler. Snarere end at være en front eller en facade er disse malerier fysiske væsner, som afkræver nærhed. Ved at trække maleriet væk fra den rent kognitive, synsmæssige oplevelse af kunstværket i retning af en mere kropslig, instinktiv sansning tilsmudser hun forestillingen om fri (ofte mandlig) abstraktion med sin feministiske insisteren på en tung, kødelig dybde.