Til sin udstilling på O – Overgaden har Bengtsson skabt en ny serie værker, hvor hovedværket er et 6-meter bredt maleri, der er hængt frit, tungt, uden ramme. Kunstnerens særlige teknik er baseret på at gnide farve ind i hessian, og hermed indlejre motiver i stoffets ru struktur. Ved at efterlade trådene synlige minder det frithængende, indfarvede tekstil om historiske vævninger – som en slags fattigmands-Gobelin også kaldet et ’safttapet’. Ved at lege med de store fortællinger som typisk ses i traditionelle vævninger, genfortæller Bengtssons maleriske motiver den mindre historie om landliv i Nordeuropa, som set og (mis)forstået fra en fjern fremtid, og skaber herved en historiefortælling der er lige så meget fabel som den er faktuel. I tråd med denne fremtidsarkæologiske tankegang skildrer motivernes douche, mættede farver af cadmiumrød/lilla og koboltgrøn en verden, der er gået galt. Her mytologiseres eller fabuleres om en landlig høst i en surrealistisk tumult af overdimensionerede grøntsager, en proportionsløs plov og brændende huse. Over det store maleri er der lagt et bælte af et gentaget, blåt dyremotiv, tilsyneladende trykt efter en skabelon: Den forenklede form er baseret på dén håndgestus, der danner konturen af en ged, og det mørke emblem understreger en sjov, næsten ironisk eller rebelsk pop- og printkunst-reference, der er indgroet i Bengtssons indfarvede generobring af det historiske vægtæppe.

I en anden værkserie ses skulpturer af grise – Danmarks industrielle dyreproduktions dyr nr. 1. Skulpturerne er lavet af malerlærred, som er foldet efter et gør-det-selv origami-mønster. Efterligningernes manglende præcision – disse grise er skæve og underlige – peger på, hvordan (historiske) oversættelser eller overleveringer aldrig er helt korrekte, hvilket vanskeliggør klare opdelinger af sandt og falsk. I mellemtiden fortsætter Bengtssons maleriske fortælling sin associative gentagelse af motiver i en brudt frise af malerier, der viser et puslespil af sovende eller simpelthen døde menneskefigurer. Uanset om Bengtssons nye værker foregøgler at være forvrængede kroppe, viser forfalskede historier eller forklæder sig som klassiske vævninger, så gentager hans værker som sådan apokalyptiske scenarier. Dette er motiver, der sprænger biologiske såvel som landbrugsmæssige størrelsesforhold – noget som til gengæld synes at spejle de groteske, posthumane forvanskninger, vi kender fra vores nutidige liv.