Som kunstnerkollektiv leger coyote med (kunst)verdenens optagethed af den individuelle profil eller persona. Ligesom det omvandrende, nataktive dyr af samme navn danner coyote flygtige og flertydige myter, idet de undersøger, hvordan det
at samarbejde kan skabe alternative rum og fortællinger: hvordan en gruppe, i sig selv, kan være et materiale – hvad enten dette er samfundsmæssigt eller offentligt, performativt eller politisk.

Udstillingen på O – Overgaden åbner med et nyt værk i en serie af iscenesatte portrætter af den anonyme gruppe. Refleksioner på fotografiets overflade (som til dels skjuler dets centrale figur) understreger coyotes drilske spejling eller destabilisering af samtidens insisterende fokus på “hvem er hvem?”.

Et centralt element i udstillingen er kunstnergruppens afmontering af en af husets faste gipsvægge, der normalt blokerer vinduerne i et af kunsthallens hovedrum.
Et greb, som blotlægger de urenoverede vægge, enkeltfagsvinduerne og den lokale baggård og således åbner sprækker, der lader institutionens historie og omgivelser sive ind. Samtidig bliver dette greb udstillingens faktiske base. Alle flader, der bærer udstillingsobjekter – fra gipsbordpladerne til de opretstående gipsvægge – er skabt ved at genbruge pladerne fra den oprindelige væg. coyote graver sig således ind bag institutionens overflade og bruger den strukturelle indmad til at skabe udstillingens vartegn: langbordet, hvilket også kan betragtes som den primære skulpturelle form eller symbolet for det vestlige kollektiv.

På bordene – som er oplyst af en serie lamper udlånt af en lokal bar – ses billeder, der på forskellig vis udfolder myter fra Københavns byrum. Nogle er stedsspecifikke for Christianshavn, et arnested for den kollektivistiske bevægelse i Danmark,
andre har lange tråde ud i byen og dens undergrund. Eksempelvis undersøger et endoskopkamera indersiden af den ikoniske rytterstatue af Christian V, ligesom kameraet graver i revnerne på Korsgade, tæt ved det engang besatte hus Allotria, og følger Vor Frelsers Kirkes unikke vindeltrappe. Parallelt dokumenterer et udvalg af fotografier fra et ældre, kommunalt billedarkiv byrummets løbende forfald. Med denne form for "abstrakt dokumentarisme" undersøger coyotes lurende blik således byen som en kollektiv krop, hvor fiktion og virkelighed flyder sammen.

Til åbningen har coyote inviteret billedkunstneren Annika Eriksson til at genopføre sit videoværk Copenhagen Postmen’s Orchestra fra 1996. Performancen finder sted kl. 19.00.

Udstillignen er støttet af Statens Kunstfond og Konstnärsnämnden