Kunstner, Kirsten Justesen, fortæller om udstillingen i følgende anekdote fra O - Overgadens jubilæumsbog: Overgaden 1986-2011 (2011):

"I 1980 boede jeg i Grønland, og her så jeg virkelig isbjerge. Det er nogle fantastiske, flydende skulpturer i alle størrelser og under konstant forandring. De bevæger sig i landskabet, så man mister fokus, mister orienteringen. Isbjerge brækker, går i stykker og smelter – forsvinder. Lige siden har jeg arbejdet med is som materiale og præsenteret billeder, hud, lyd og tid i mange former. Den metamorfose, det forhold, at materialet skifter form over tid og kan forsvinde, rummer nogle udfordringer, som jeg ikke er færdig med at tage op. Udstillingen på Overgaden var den femte Smeltetid i rækken, og nummer 17 er nu på vej.

I de fire forgående Smeltetider havde jeg afprøvet en del forhold, som jeg nu gerne ville se i et udvidet greb og over længere tid. Det blev i 1993 til fire uger på Overgaden, der dengang var en af Københavns tilgængelige platforme. Her var du din egen kurator, du stod for det hele selv, også økonomien. “Tak til Højlund Fonden” hed det dengang, og kravet var at inddrage amatører! Det gav ikke midler til at ansætte nogen til at passe udstillingen, så også derfor besluttede jeg at lave et arrangement hver dag med en gæst, der havde en relation til is og kunne bidrage med andre blikretninger og tilføjelser. Mailart-kunstneren Mogens Otto Nielsen havde arbejdet med sne og is, William Louis Sørensen kom med nedfrossen lyd, komponisten Jakob Draminsky Højmark leverede en komposition baseret på et frysespunkt. Isbryderkaptajnen Helge Rasmussen fortalte om sine dramaer på ishavet, astrofysikeren Niels Lund kom med en video af Halleys komet, så vi kunne se is i rummet, glaciologen Ellen Laursen demonstrerede flydemodeller for is, Poul Borum havde givet eleverne fra Forfatterskolen en opgave om smeltetid, som de læste op, og litteraten Jette Lundbo Levy talte om vigtigheden af, at tingene forsvinder.

Installationsdelen bestod bl.a. af isskulpturer som Bord, Taburet og Trappe, mens man i 10 videoværker kunne se forskellige konstellationer af hud og is. Jeg modtog et halvt hundrede Melting Mails fra inviterede kolleger world wide og fik på fax fly- og satellitobservationer fra Ice Patrol i Narsarsuaq, som overvåger isbjergenes bevægelse i Arktis, mens Ulla Ryum sendte poetiske fax om issituationen i Antarktis.

SMELTETID stod der med 50 cm høje isbogstaver, indtil de smeltede eller blev blæst omkuld af T.S. Høegs sax, kom i fryserne og var klar til næste dag. Hver fredag fra tre til fem var der performance baseret på et stramt partitur. Jeg performede selv sammen med forskellige dansere, og også performancekunstnerne David Dronet fra Frankrig og Tim Brennan fra England deltog. I rummene klang isord på dansk, grønlandsk og finsk og blandede sig med lyden af de smeltende genstande. Publikum, der sad længe på taburetterne og håbede et isbogstav eller en isgenstand ville brække, kunne få ’ice on the rocks’ eller et glas vand. Udstillingen var virkelig velbesøgt og fik meget presseomtale, heriblandt en længere poetisk tv-udsendelse, og så kom der endnu flere gæster."