Udstillinger
tidligere
Claus Carstensen: Silent Takeover II
skarmbillede-2022-11-29-kl.-13.23.13.png

Kunstner, Claus Carstensen, fortæller om udstillingen i følgende anekdote fra O - Overgadens jubilæumsbog: Overgaden 1986-2011 (2011):

"Et par måneder før Overgaden åbnede i 1986, flyttede jeg til Køln, så jeg begyndte først at følge stedet på tæt hold, da jeg i 1993 flyttede tilbage og tiltrådte som professor på kunstakademiet i København. Men i slutningen af 1970erne og frem til etableringen af Overgaden var der ikke så mange udstillingsmuligheder, og selvom det med sin pakhuskarakter måske ikke var det perfekte sted, havde det derfor en vigtig funktion på det tidspunkt.

Første gang, jeg selv udstillede, var i 1989 på udstillingen Musikerne maler,malerne musicerer & digterne holder kæft, som jeg var blevet inviteret til at deltage i af Vagn E. Olsson og Xenia Foss, som jeg kendte tilbage fra punkdagene. På udstillingen byttede musikerne og malerne roller. Det var meget normalt i de tidlige firsere, at der under ferniseringerne var koncerter og oplæsninger, og det var det koncept, der blev vendt på hovedet. Jeg ved ikke, hvor stor den kunstneriske værdi var, men som et øjebliks energiudladning var det ret interessant. Det samme gjaldt den stafetudstilling, jeg var med på i 2005, som var kurateret af Denise Hawrysio. Selve udstillingen var noget rodet, men processen var meget produktiv. Jeg lavede nogle tegninger sammen med Nikolaj Recke, der senere resulterede i tre fælleslitografier, som blev trykt hos Edition Copenhagen.

I 2002 havde jeg en soloudstilling, hvor jeg viste en serie malerier med titlen Silent Takeover. Efter ni intense år som professor på akademiet følte jeg, at jeg havde brug for at folde tingene ud i en lidt større sammenhæng end en sædvanlig galleripræsentation, og her var Overgaden det optimale sted, fordi der er plads til at vise et helt års arbejde. Men rummene er svære, det burde man gøre noget ved. Som det er nu med niveauforskellene i gulvet, de store støbejernssøjler og lidt for meget spånpladeæstetik, har stedet mere karakter af et artist space end en kunsthal. Jeg tror, at man kunne få mere ud af det, hvis man fik gjort det mere white cube-agtigt, for proportionsmæssigt betragtet er det nogle rigtig velfungerende rum.

Selvom rummene er svære og kvaliteten svingende, er bundlinjen, at der har været mange gode udstillinger, og at der er behov for sådan et sted, også selvom den organisatoriske konstruktion er ret skrøbelig. Det har den været i alle årene, både hvad angår struktur, profil og økonomi, så det er noget, der efterhånden ligner et grundvilkår for stedet. Mit indtryk er dog, at det bliver brugt mere end tidligere til fx bogmesser, seminarer og receptioner, der ellers ville mangle et rum. Og der er altid en meget behagelig stemning til ferniseringerne; når de er velbesøgte, er der en forrygende intensitet, som man ikke oplever så mange andre steder. På en lun sommeraften, hvor alle sidder ude ved kanalen, er det virkelig et fedt sted."

skarmbillede-2022-11-29-kl.-13.22.47.png

Installationsview

skarmbillede-2022-11-29-kl.-13.23.13.png

Installationsview

OVERGADEN