Hvornår kan man definere noget som fortid, og hvem ejer historien? Billedkunstner Dina El Kaisy Friemuth kaster i sin første, store institutionelle soloudstilling NoHistory at All et kritisk blik på historieskrivning som et imperialistisk foretagende. I udstillingen præsenteres en række nye poetiske værker, heriblandt en videoinstallation, et specialdesignet gulvtæppe, plakater og et facadebanner.

I stedet for at bevæge sig oprejst gennem udstillingen, inviteres publikum til at tage plads på et gigantisk tæppe, der er udsmykket med politiske citater og udvalgte egyptiske betegnelser for sjælen. Fra det bløde tekstil ses videoinstallationen House of KA. Ledsaget af et gyserinspireret lydunivers følger vi El Kaisy Friemuth med tre familiemedlemmer på Neues Museum i Berlin, der betragter samlingen af egyptiske skulpturer efter lukketid. El Kaisy Friemuths mor, der er tidligere egyptisk rejseguide, fortæller historier om
egyptisk mytologi. Alt imens klippes der mellem, at hun og hendes lytterskare sidder i museet og i hjemmet. Dermed synes museets klassiske historiefortælling at blive stillet overfor den feministiske sammenkomst og deres egne erfaringer.

Vandringen gennem museet refererer til de aktuelle debatter, der er opstået i anledning af, at tidligere kolonialiserede folkeslag beder Vesten om tilbagelevering af stjålne artefakter. Indirekte spørger videoen til, om genstandene bør blive placeret i returlandenes museer, når museet som institution er defineret af vestlig historieskrivning? I søgen efter et alternativ vækker udstillingen de egyptiske artefakter til live gennem morens fortællinger og El Kaisy Friemuths tegneserier fremfor at lade dem være døde og fikserede
i glasmontre.

I forbindelse med udstillingen er der planlagt en eventrække for at inkludere nuancerede perspektiver på udstillingens tematik. Blandt andet afholder fagforeningen The Union for racialiserede kunstnere og kulturarbejdere i Danmark en samtalerække for at markere deres opstart.