Den unge svenske kunstner Melanie Kittis forfatterskab og kunstneriske praksis kommer fra et fragmenteret, måske endda forstyrret, diskontinuerligt sted. Hendes anmelderroste litterære debut Halvt urne, halvt gral, udgivet på Gyldendal i 2022, består af kortfattede, flygtige notater om en familie, eller en mental tilstand, i opløsning. I sin maleriske praksis arbejder Kitti ligeledes med forgængelige eller flygtige teknikker, såsom DIY-freskomaleri på større gipsklodser. Teknikker, som får udtrykket til at forvitre og flyde ud, så værkerne fremstår skrøbelige, på randen til at bryde sammen. 

Til sin store soloudstilling på O – Overgaden skaber Kitti to nye værkserier. Den ene består af freskoer malet på tunge, næsten klodsede skulpturelle overflader: klumper af gips, støttet af hessian, som man traditionelt gør med portrætbuster. Den anden er væghængte bemalede gipsflader, der figurativt zoomer ind på den øvre menneskelige torso, halsen og nakken. Det fysiske sted, hvorfra vi forsøger at ytre ting, men også det sted, hvor angst eller depression typisk skaber blokader, der stopper eller selvcensurerer den intenderede ordstrøm som klumper i halsen eller bump og krøller på tungen, sådan som titlen beskriver det: Lumps, lumps, lumps become bumps on my tongue.