I udstillingens første rum hænger rustne jernelementer – brugte høtyve, savklinger, pigtråd, kroge – ned fra loftet i svungne klynger. Fremfor at mime en klassisk skulpturel monumentalitet er disse ‘uroer’ eller mobiler raslende, spinkle og skørnede i deres mørke konturer. Den omvendte omgang med de farlige, spidse materialer vidner om Gorms anarkistiske, næsten surrealistiske metode til at skabe værdi eller skønhed, hvor der – i hvert fald set med økonomiske øjne – ingen værdi er.

På de omkringliggende paneler sidder en stor samling dukker. Hver enkelt er bundet af brugte viskestykker, klude eller servietter og farvet i en brunrød tone. Den røde farve er kogt frem. Farvestoffet er fremstillet i en såkaldt ‘dirty pot’ – en ældgammel form for hekselignende bryg, hvor rustent jern, vand og eddike langsomt koges op ad flere omgange. I kontrast til samtidens hastige produktionskæder fremhæver de små dukker traditionelle, cirkulære praksisser og ofte kvindelige håndværksmetoder for bl.a. binding, indfarvning og figurskabelse.

I udstillingens andet rum ses en væg-til-væg gulvinstallation skabt af affaldspap
og forhåndenværende hverdagsmaterialer, her genbrugt til at skabe en miniatureby. Den 'pauvre' sammenstilling skaber en mini-verden, der sætter spørgsmålstegn
ved forholdet mellem kaos og orden, privat ejendom og territoriale grænser, som indlæres af barnet gennem leg. Materialeansamlingen bliver således et billede på de systemiske påbud, der kontrollerer vores offentlige adfærd – en optrevling af, hvad der kategoriseres som høj- eller lavkulturelt, dødt eller levende, rigtigt eller forkert, affald eller ej.