Til sin første store soloudstilling har Dossar skabt en serie nye værker, der prikker til vestlige kulturelle koder – ikke ulig Fahrenheit-temperaturskalaen eller den matematiske orden bag Johann Sebastian Bachs klassiske kompositioner – og det potentielt fremmedgørende, der ligger indlejret i selv samme systemer.

I udstillingens første rum viser en ganske lille skærm en nyere optagelse af en klaverkoncert af Bach. Ved hjælp af et specialdesignet script baseret på 'deep fake' AI-teknologi er pianisten forvandlet til et reptil – en generisk fremstilling af et monster. Den monstrøse filmiske forvrængning af klaveroptagelsen antyder, hvordan klassisk musik, trods sin tilsyneladende opbyggelighed, som hovedsøjle i vestlig kultur også er en del af en historie, der kaster lange skygger i form af kolonial undertrykkelse og krav om assimilering. I løbet af sin danske opvækst oplevede Dossar, hvordan hans nu afdøde far, der var politisk flygtning fra Irak, studerede Bach i et forgæves forsøg på at finde ro i Europa.

Følger man Bachs musik ind i udstillingens andet rum udfoldes værkets modpart: kunstnerens optagelser af bylandskaber i Irak efter krigen vises i storskala – bl.a. en café, hvor lyset lejlighedsvist forsvinder på grund af strømafbrydelser. Dermed skabes nærmest en arena for klaverkoncerten, og ligesom pianisten bliver de lokale i disse scener forvandlet til krybdyr. Således accelererer Dossar mekanismerne bag den kollektive paranoia over for det 'fremmede' og skubber derved det monstrøse billede så langt, at det begynder at udviske sig selv. Vi ser de reptillignende skabningers rolige, menneskelige bevægelser midt i hverdagslivet, hvilket overskriver deres umiddelbare fremtoning. En reptiltjener går forbi og tørrer et bord af i en afslappet, ubesværet bevægelse.

Udstillingen er støttet af: