Udstillinger

Deltagende kunstnere: Kirstine Aarkrog (DK, 1986), Panteha Abareshi (CA, 1999), Rikke Benborg (DK, 1973), Jesse Darling (UK, 1981), Julie Falk (DK, 1991), Kasper Hesselbjerg (DK, 1985), Marie Kølbæk Iversen (DK, 1981), Jakob Jakobsen (DK, 1965), Derek Jarman/Christopher Robert Jones & Liza Sylvestre (UK, 1942–1994; US, 1991; US, 1983), Frida Lisa Carstensen Jersø (DK, 1997), Christine Sun Kim & Thomas Mader (US, 1980; DE, 1984), Carolyn Lazard (US, 1987), Elisabeth Molin (DK, 1985), Bernd Oppl (AT, 1980), Alex Dolores Salerno (US, 1994), Victor Vejle (DK, 1994), Anna Walther (DK, 1990), og Bobbi-Johanne Østervang (DK, 1990).

Flere af udstillingens værker giver adgang til konkret, levet erfaring med sygdom, funktionsvariation og handikap, blandt andet erfaringer af at støde sammen med omverdenens krav og de forventninger, vi stiller til os selv. Samtidig peger værkerne på de arkitektoniske, institutionelle, strukturelle og sproglige barrierer, der skaber og opretholder forskelle mellem det varierende og det normative; det uproduktive og det produktive; det syge og det sunde.

Gennem en bred vifte af materialer og medier præsenterer værkerne nye sprog for erfaringer af marginalisering og sårbarhed, men også for gensidig forbundethed og nye fællesskaber. De kunstneriske udtryk spænder fra det poetiske og fabulerende til det politiske og humoristiske og peger blandt andet på utålmodighed og oprør med definerende sprogbrug og stigmatisering. Central er også ideen om en “crip time” – et tidsbegreb, som betegner en fleksibel tid, der bøjer sig efter den enkelte krop og sinds rytme, frem for at bøje kroppe og sind efter tempofyldte tidsskemaer.

Udstillingens titel er lånt fra et ældre værk af den deltagende kunstner Alex Dolores Salerno: At Work (In Protest and in Care). Selvom værket ikke er til stede i udstillingen, er titlen en vigtig overskrift for udstillingens grundspørgsmål. Den peger på, at der kan være protest i omsorgen og også en omsorg i det at protestere mod samfundets eksisterende indretninger og strukturer. Det, at titelværket er fraværende, peger også på de mange stemmer og fortællinger, som ikke er til stede på O – Overgaden, men som alligevel har en væsentlig plads i den bredere diskussion, udstillingen skriver sig ind i.