Hvis oliemaleriet engang var et vigtigt middel til at understrege overklassens magt, insisterer Norgaard i sin nye værkserie, skabt til O – Overgaden, på at vende denne fortælling på hovedet ved i stedet at fokusere på helt almindelige objekter. Farveblyanter, bogstaver og tal; sparegrise, biler, ure og lastbiler crasher, gentages eller mangedobles i malerierne, som samlet set skaber et humoristisk, absurd univers af skoleting, penge og protestantisk tidspres.

Som del af et cirkulært alfabet indgår hvert enkelt af Norgaards motiver i en større billedkreds af gentagne figurer, der flyder fra et maleri til et andet. Motiverne er centralt placerede og teatralsk belyste, ofte på mørk baggrund, som var de kontekstløse scenografier. Sammen virker billederne som en form for optegnelse over arbejderklassens almene værktøjer, der her forvandles til maleriske, æstetiske objekter, samtidig med at værkerne peger på netop det kunstneriske håndværk som en del af den samme infrastruktur. I et maleri gengives lastbiler og skibscontainere – nøglen til europæisk godshandel – som ensfarvede firkanter, der minder om den tidlige modernismes abstrakte farveblokke. I et andet er en prik-til-prik-tegning strøet hen over skildringen af et trafikuheld.

Midt i denne opfordring til således at skabe nye flader og forståelser for, hvor kunsten og æstetikken opstår, er der noget foruroligende ved Norgaards udvejsløse og cirkulære billedverden. I værkerne findes en kombination af legesyge og alvor, hvor malerierne ivrigt accelererer, bygger sig op og vokser, samtidig med at deres indhold visner, falmer og forulykker. Når den nuttede sparegris knuses, afslører den blot en anden ødelagt sparegris.