Tidligere
Linda Hilfling Ritasdatter: Bugs in the War Room
1 apr. – 28 maj 2016

Med Bugs in the War Room er Overgaden stolte over at præsentere Linda Hilfling Ritasdatters første soloudstilling i Danmark.

Chennai, Indien, nytårsaften 1999: En gruppe ingeniører er samlet i et såkaldt war room, et krisecenter, hvor de står stand-by for at rette op på de katastrofale følger, som den forventede nedsmeltning af alverdens computersystemer ved årtusindeskiftet vil have for det globale samfund. Femten år senere opsøger Linda Hilfling Ritasdatter både menneskelige og ikke-menneskelige hovedaktører i dette apokalyptiske kapitel af den digitale tidsalder.

På baggrund af sin egen indsigt i computerprogrammering trækker Ritasdatter absurde og humoristiske tråde mellem sider af vores hverdagsteknologi, som den brede offentlighed sjældent kender til. Tidligere har kunstneren bl.a. skabt et åbent netværk, der automatisk fjerner alle ord, som er registreret hos Varemærke- og Patentstyrelsen, holdt forelæsninger om overhead-projektorens historie samt hacket søgemaskiner, så stavefejl mobiliseres som middel mod algoritmers censur på internettet.