Udstillinger
tidligere
Tommy Støckel, Lars Bent Petersen, Henriette Heise, Suzette Gemsøe, Susan Hinnum, Maria Karlsson, Michael Elmgreen & Ingar Dragset: Between You and Me
skarmbillede-2022-11-29-kl.-13.45.21.png

Kurateret af: Sanne Kofod Olsen

Kurator, Sanne Kofod Olsen, fortæller om udstillingen i følgende anekdote fra O - Overgadens jubilæumsbog: Overgaden 1986-2011 (2011):

"I Kulturby-året 1996 blev jeg, kunsthistorikeren Tone Olaf Nielsen og kunstneren Susan Hinnum inviteret til hver især at kuratere en udstilling til Overgadens to etager. Med invitationen fra bestyrelsen fulgte en lille, men pæn portion penge til at lave udstillingerne for.

Udstillingen var mit tredje kuratoriske projekt. Det første, som jeg lavede med Simon Sheikh, var realiseret året før i Nikolaj Kunsthal med titlen I Confess, og sammen med kunstnerne Susan Hinnum og Malene Landgreen var jeg i gang med internetprojektet Inserts – 64 kvindelige kunstnere i Danmark, som udkom på netportalen Artnode.dk året efter. Udstillingen på Overgaden fik titlen Between You and Me, og det var den første udstilling, jeg lavede helt på egen hånd. Konceptet for Between You and Me tog udgangspunkt i en værkbegrebslig formidling af samtidskunstværker. Udstillingen bestod af skulpturelle, installatoriske, sociale og performative værker og handlede i store træk om, hvordan et værk er en kommunikation mellem kunstneren og beskueren. Det, der opstår mellem dig og mig.

Kunstnerne på udstillingen var Tommy Støckel, Maria Karlsson, Henriette Heise, Lars Bent Petersen, Elmgreen & Dragset, Suzette Gemzøe og Susan Hinnum. På det tidspunkt var vi alle relativt unge. Det var Elmgren & Dragsets anden udstilling som kunstnerduo, mens de øvrige kunstnere havde udstillet på diverse selv- og kunstnerorganiserede udstillingssteder og deltaget på udstillinger om nye tendenser i dansk kunst. I etableringsfasen, som vi befandt os i, hvor man går fra at være ung og uprøvet til at have lidt erfaring, er det væsentligt at få adgang til de udstillingsmuligheder, et sted som Overgaden giver.

Overgaden var og er et ideelt sted for kunstnere og kuratorer i forhold til at prøve sig selv af, især hvis man arbejder uden for det konventionelle kunstfelt, som i Danmark styres af et smalt kunstmarked. Overgaden har delvist fungeret som et sted mellem undergrund og institutionalisering og er dermed en væsentlig og nødvendig passage for kunstnere og uafhængige kuratorer for at kunne etablere sig i kunstlivet. I sine 25 år har stedet altid været styret af en høj kunstnerisk faglighed og alsidighed, været eksperimenterende og i de sidste år også international. Som institution er Overgaden ganske unik, fordi den har været og forsat er fødselshjælper for mange kunstneres fremtidige succes."

skarmbillede-2022-11-29-kl.-14.45.05.png

Installationsview

skarmbillede-2022-11-29-kl.-14.45.33.png

Installationsview

skarmbillede-2022-11-29-kl.-13.45.21.png

Installationsview

OVERGADEN