Udstillinger
tidligere
Morten Stræde, Leonard Forslund: Untitled
skarmbillede-2022-11-29-kl.-10.06.24.png

Kunstner, Morten Stræde, fortæller om udstillingen i følgende anekdote:

"I 1988 var Leonard Forslund og jeg stadig unge i kunstnerfaget, og at ansøge om at udstille på Overgaden var på mange måder et indlysende valg. Det var et sted med en stor kunstnerisk selvtillid og dynamik, som ikke var lukket om en særlig stil, så selvom man selv skulle passe udstillingen, føltes det som et nyk op. Vi havde før udstillet i kommercielle gallerier, men her fornemmede man et helt andet frirum. Dagsordenen blev sat af os selv.

Vores udstilling var en reaktion mod den hastighedsdoktrin, der prægede firsernes kunstscene. Modsat de vilde malere, der havde stor succes med deres visuelle acceleration, var vores strategi det enormt langsomme. Det, vi præsenterede, skulle teknisk og kunstnerisk set være gennemarbejdet, stramt og tilbageholdende. Det var også derfor, at vi insisterede på at få hele førstesalen for os selv, så man ikke kunne gå hurtigt fra én udstilling ind i en anden. Derudover var det sjovt at bide skeer med en stor rumlig situation, bare os to alene. Jeg havde kun tre værker med, og Leonard måske seks. De stod dog flot, særligt op imod Overgadens lidt rå look, som klæder kunst godt.

Jeg har stadig en meget klar erindring om, hvordan værkerne tog sig ud på udstillingen. Det var her, jeg udstillede skulpturen Memoria/Fabbrica første gang. En mandshøj gipsfigur, der minder om en postmoderne magnet, som har suget alle mulige referencer til sig. Den var placeret på en sort, højglanslakeret sokkel med profileringer i, ret flot faktisk. Netop den skulptur er efterfølgende næsten blevet et emblem for mig og for firsernes skulptur generelt, så set i retrospekt var det en meget vigtig udstilling. Vigtigere end jeg dengang anede.

Det er en af de udstillinger, som jeg har været virkelig glad for at lave. En af dem, hvor man følte, man kom et nyt sted hen. Og sådan tror jeg også, at Leonard havde det. Vi fik begge solgt et par værker, hvilket jo styrkede os i troen på, at der var nogen derude, der ville os noget. Det var “risky business” og “nu skal I fandeme se”, men det var der også plads til. Stedet var jo pivåbent. Nogle gange kan jeg godt frygte, at Overgaden er blevet lidt for pæn. Der må for min skyld gerne komme mere vildskab og anarki i kurateringen. Det er ikke fordi, det var bedre i gamle dage, men det ville være skrækkeligt, hvis den nye kunst blev syet ind i en alt for stram jakke."

skarmbillede-2022-11-29-kl.-10.53.02.png

Installation view

skarmbillede-2022-11-29-kl.-10.06.24.png

Installationsview

OVERGADEN