Vær med torsdag d. 11. december kl. 17, når billedkunstner Anna Munk møder kurator Rune Finseth, til en samtale med i udgangspunkt Munks aktuelle soloudstilling Tint.
Tint kan opleves på O – Overgaden frem til den 25. januar 2026. I udstillingen viser Munk en serie nye malerier, der er bygget op som lag af overflader med oliemaling og makeup – ofte med citater fra klassiske maleriske motiver såsom stillebenets typiske opstilling af frugter, tindrende historiske brande eller skystudier, som hun har fundet i onlinekataloger over museumssamlinger.
Samtalen vil foregå på dansk, og baren vil være åben.
Arrangementet er gratis ligesom adgang til O – Overgadens udstillinger.
ANNA MUNK er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2022) og bor og arbejder i København. Hendes soloudstilling på O – Overgaden markerer kulminationen på hendes deltagelse i det 1-årige samarbejdsforløb INTRO 2025, som er støttet af Louis-Hansen Fonden. Munk har tidligere udstillet på blandt andet P21, Seoul (2025); Atelier W Pantin, Paris (2024); Den Frie Udstillingsbygning, København (2023); Tørreloft AGA Works, København (2022); Møstings, Frederiksberg (2022); og Kunsthal Charlottenborg, København (2022).
RUNE FINSETH, uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet, er museumsinspektør ved Kunstmuseet i Tønder, Museum Sønderjylland. Fra januar 2026 tiltræder han stillingen som museumsinspektør ved Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.
Foto David Stjernholm
