Gå til indhold
Event

Bruno Zhu: Åbningsevent | København–Holstebro ~ Kollektiv Roadtrip med Mette Hammer Juhl

design-uden-navn.jpg

Billede af Asta Rebien, Anna Kirstine Lykkeberg, Frida Sønderlev Hansen

Away From It All – Kollektiv roadtrip af Mette Hammer Juhl

Drømmen om bare at køre afsted … Ikke for at komme frem, men for at være på vej.

Hop med på bussen lørdag den 12. september, når billedkunstner Mette Hammer Juhl tager os med på en kollektiv roadtrip fra øst mod det vilde vest. Turen forbinder åbningerne af Bruno Zhus udstillinger på O—Overgaden og Huset for Kunst og Design (HFKD), som begge åbner samme dag.

Busturen bliver en rejse ind i roadtrippen som moderne myte, med fortællinger om frihed, flugt, frygt og fantasien om, at livet måske kan forvandles ved næste afkørsel.

Gennem musik, fortællinger, små serveringer og andre indslag undervejs tager hun os med ud på motor- og landevejene – et drømmested fuld af eventyrere, lastbilchauffører, fartdjævle og mennesker, der bare lige skal have lidt luft. Rejsen mellem de to steder forvandles således til en bevægelse gennem landet fra København til Holstebro.

Så tag plads i bussen, når vi sammen kører mod horisonten og forbinder to lokationer, to udstillingsrum og to virkeligheder i én samlet event.

Arrangementet er gratis, og pladserne i bussen fordeles efter først til mølle-princippet, da der er et begrænset antal pladser. Du kan reservere din plads ved at skrive til overgaden@overgaden.org.

Åbningsprogram

10:00–11:00: Åbning på O—Overgaden med introduktion og velkomst til Women Upstairs ved leder og chefkurator Rhea Dall og Bruno Zhu

11:00–16:30: Away From It All – Kollektiv roadtrip af Mette Hammer Juhl

16:30: Ankomst til Holstebro

16:30–19:00: Åbning på HFKD med mad, drikke og en introduktion til Men at Work ved kunstnerisk leder Rasmus Thor Christensen og Bruno Zhu efterfulgt af en introduktion til Effects af Thomas Foldberg

19:00: Afgang fra Holstebro. Ankomst til Københavns Hovedbanegård kl. 23:30

Mette Hammer Juhl (f. 1987) arbejder som billedkunstner, filmskaber og udstillingsdesigner. I en tværmedial praksis undersøger hun hvordan det der hjemsøger os, det der forsvinder, det vi tror på og det vi længes efter former vores virkelighed. Sammen med hendes co-sheriff Louise Tandrup Esbensen driver hun projektet Country Town, som er et projekthus og kunstnerresidence, der skaber rum for kunstnerisk produktion og udveksling i Vestjylland.

Relateret
OVERGADEN