Tidligere
26 apr. 2022, 15:00 – 16:00
Artist Talk
Artist Talk: Alexander Tillegreen + Stina Hasse Jørgensen

På denne side:
Photo: Christian Brems

Artist Talk med Alexander Tillegreen og Stina Hasse Jørgensen: Fantom-ord, situeret lytning og syntetiske stemmer

Vær med når udstillingsaktuelle kunstner og komponist Alexander Tillegreen møder forsker i lydkunst og stemmer Stina Hasse Jørgensen til en samtale om, hvordan vi lytter forskelligt ud fra vores kulturelle baggrund og underbevidsthed. Samtalen tager udgangspunkt i Tillegreens udstilling Shift på O – Overgaden, der består af lydinstallationer, maleri, skulptur og fotografi og dykker ned i, hvordan vi lytter situeret og hvad forskellige typer af stemmer betyder for lytteoplevelsen.

Samtalen foregår på dansk.
Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. Der er – som altid – gratis adgang til udstillinger på O – Overgaden, som kan ses i forbindelse med arrangementet. 

Stina Hasse Jørgensen er forsker ved Affective Interactions and Relations (AIR Lab) ved Institut for Digital Design på IT-Universitetet i København. Hasse Jørgensen undersøger politikken og æstetikken i stemmer fra en praksisbaseret, feministisk aktivistisk tilgang. Hendes forskning og praksis udfolder sig i kollektiverne For more than one voice som hun har sammen med kunstner Jane Jin Kaisen, og i [multi´vocal], som hun driver sammen med DJ Frederik Tollund Juutilainen, interaktionsdesigner Nina Højholdt, lydkunstner Alice Emily Baird og programmør Mads Pelt, der med machine learning-teknikker undersøger måder at generere og træne forskellige syntetiske stemmer.

Alexander Tillegreen (f. 1991, DK) er uddannet på Städelschule i Frankfurt Tyskland og Cooper Union School of Art, New York, USA. Sideløbende har han læst kunsthistorie og sound studies på Københavns Universitet og han driver løbende kunstnerisk forskning på Max Planck Instituttet for Empirisk Æstetik. Tillegreens værker er blevet vist på Museum MMK für moderne Kunst Frankfurt, CTM Festival, Roskilde Festival, Strøm Festival, CPH:DOX, Fotografisk Center, SMK og Kunsthalle Darmstadt. Han er aktuel med en udstillingen på O – Overgaden samt en soloudstilling på museet FuturDome i Milano, og i efteråret udgiver han sit første soloalbum på det tyske pladeselskab raster-media.