Open Call
Open Call 2026
Deadline
asta-lynge_22_overgaden_003_photo-by-david-stjernholm.jpg

Asta Lynge: 22, O – Overgaden 2024, foto: David Stjernholm

Hvert år præsenterer O – Overgaden omkring otte store soloudstillinger, der hovedsageligt baserer sig på kunsthallens traditionsrige Open Call. Nu kan danske og internationale kunstnere søge om at udstille på O – Overgaden næste år med ansøgningsfrist 5. februar 2025, kl. 13.

O – Overgadens Open Call inviterer ansøgere til at indsende ansøgningsmateriale baseret på deres kunstneriske praksis som helhed og altså ikke med et specifikt udstillingsprojekt. O – Overgaden opfordrer således ansøgere til at beskrive, hvordan deres praksis, værk og metode har udviklet sig over de seneste år, samt reflektere over, hvor de er på vej hen.

I stedet for at bede kunstnere om at udarbejde færdige udstillingsprojekter specifikt tilpasset institutionen, er det ønsket at O – Overgaden tilpasser sig og understøtter den specifikke kunstneriske praksis og proces – med de mange forandringer, uventede ideer og konceptuelle forskydninger, der kan opstå undervejs. Således lægges der op til, at udviklingen af udstillingsprojektet skabes i tæt samarbejde mellem kunstneren og husets kuratoriske og tekniske team.

For at sikre ressourcer til den enkelte udstilling og kunstner er O – Overgadens Open Call fokuseret på soloudstillinger enten af en kunstner, en kunstnerduo, en kunstnergruppe eller en kunstner og kurator i samarbejde.

Ansøgningsproces

  • Ansøgningsfrist er 5. februar 2025 kl. 13.00.

  • Ansøgningen uploades via O – Overgadens digitale ansøgningsportal. Find linket nederst på denne side. Udover at udfylde formularen, skal der vedhæftes CV og værkdokumentation som én samlet PDF-fil på max. 5 MB.

  • Bemærk venligst, at på grund af det øgede antal ansøgninger de seneste år har O – Overgaden indført et mindre administrationsgebyr på 50 DKK. Indsendelse af ansøgningen kræver således betaling med et gyldigt dansk eller internationalt kreditkort.

Uddybende noter om ansøgningsmaterialet:

  • Opsummering og motivation: Lav en kort opsummering af din praksisbeskrivelse og tilføj et par ord om din motivation for at udstille på O – Overgaden (max 1000 tegn).

  • Praksisbeskrivelse: Beskriv din kunstneriske praksis og processer samt dine tanker om fremtidig udvikling (max 3000 tegn inkl. mellemrum).

  • CV og værkdokumentation/portfolio (dette samles og uploades som én PDF, max 5 MB): Indsend dokumentation af relevante tidligere samt igangværende værker og produktioner samt CV. Vi anbefaler, at dokumentationen maksimalt består af ca. 25 billeder. Ved performative-, video- eller lydbaserede værker kan der linkes til klip eller uddrag af disse. Ved længere tidsbaserede værker opfordres til at linke til korte udsnit af maksimalt 2-3 minutters varighed. CV på max 2 sider.

  • Husk at have et gyldigt kreditkort eller MobilePay klar, da din ansøgning først indsendes ved betaling af administrationsgebyret på 50 DKK.

  • Bemærk venligst, at du skal trykke på knappen ’Tilføj’ efter, at du har indtastet din personlige information øverst i ansøgningsformularen. Vi anbefaler, at du gør dette, før du indtaster resten af dit materiale.

Når du uploader dokumenterne, giver du samtidig O – Overgaden tilsagn om, at vi må opbevare din ansøgning i op til 2 år.

Ansøgnings- og svarfrister

  • Deadline for ansøgningen er onsdag 5. februar 2025 kl. 13.

  • Der må forventes en svarfrist på minimum 2 måneder efter deadline. Der vil ikke blive givet individuelt begrundede afslag.

Proces og Program

Med O – Overgadens Open Call fokuseres der på kunstneriske praksisser med eksperimentelle og egne stemmer samt produktioner, som er kritiske og relevante i sin samtid. O – Overgaden lægger vægt på at fremme nye eller hidtil ubeskrevne kunstneriske positioner eller sider af et kunstnerskab, hvilket ofte sammenfalder med, at kunstneren befinder sig tidligt i sin professionelle udvikling.

Generelt præsenterer O – Overgaden et mangfoldigt program, som spænder bredt over forskellige spørgsmål, stemmer og medier. Det er kunsthallens klare hensigt at bidrage aktivt til ligebehandling og antidiskrimination - både med hensyn til køn, etnicitet, seksualitet, religion, krop, socioøkonomisk baggrund og regional og international tilknytning.

Jury

O – Overgadens leder og chefkurator er ansvarlig for Open Call-udvælgelsesprocessen og gennemgår ansøgningerne samt udvælger de respektive praksisser i samarbejde med O – Overgadens kurator og projektkoordinator.

For at sikre diversitet i udvælgelsesprocessen har O – Overgaden inviteret en ekstern jury bestående af to kunstnere og to kuratorer til at pege på et udvalg af ansøgningerne, som vil blive lagt sammen med et første udvalg foretaget af O – Overgadens eget team. På baggrund af denne shortlist vil O – Overgadens kuratorteam træffe det endelige valg af kunstnere. Den eksterne jurys arbejde finansieres af det indførte administrationsgebyr. Jurymedlemmer vil blive offentliggjort i januar 2025.

Samarbejde

En soloudstilling vil typisk fylde en større del af enten O – Overgadens over- eller grundetage. Placeringen tildeles af O – Overgaden.

Kunstnere, som tilbydes at udstille på O – Overgaden, indgår i en fortløbende samtale med institutionens kurator- og teknikerteam med det formål at støtte udviklingen og produktionen af udstillingen, ofte med fokus på nye, større produktioner.

O – Overgaden samarbejder med kunstnere om tilrettelæggelse af budget og finansieringsplan for udstillingen og støtter dertil kunstneren i egen fundraising, der udgør den væsentligste finansiering af kunstnerens egen værkproduktion.

O – Overgaden tilbyder kunstnere et udstillingshonorar på 22.500 DKK samt finansiel og arbejdsteknisk hjælp til opbygning af udstilling. O – Overgaden forestår dertil afvikling af fernisering og udstillingsrelaterede events, samt produktionen af fotodokumentation og en publikation, som følger udstillingen. Ligeledes har O – Overgaden et stærkt fokus på både lokal, national og international formidling af udstillingen, hvilket husets kurator- og kommunikationsteam forestår i en koordineret presse- og formidlingsindsats.

CV og værkdokumentation/portfolio (dette samles og uploades som én PDF, max 5 MB): Indsend dokumentation af relevante tidligere samt igangværende værker og produktioner samt CV. Vi anbefaler, at dokumentationen maksimalt består af ca. 25 billeder. Ved performative-, video- eller lydbaserede værker kan der linkes til klip eller uddrag af disse. Ved længere tidsbaserede værker opfordres til at linke til korte udsnit af maksimalt 2-3 minutters varighed. CV på max 2 sider.

OVERGADEN