Tidligere
Naja Maria Lundstrøm: Well It’s Not Going To Lift Itself
17 jan. – 15 mar. 2014

Er kroppens tilstand – uanset baggrund, indkomst og alder – den enkeltes ansvar eller et kollektivt anliggende? På sin første større soloudstilling indretter Naja Maria Lundstrøm Overgaden til et fitnesscenter og sætter i en serie nye videoværker spørgsmålet om det frie valg og social ulighed i sundhedsdebatten på spidsen.

Naja Maria Lundstrøm tager i sin praksis udgangspunkt i en satirisk og konfronterende tilgang til ømme punkter i vores samfunds- debat og sociale omgangsformer. Hendes værker balancerer ofte på grænsen mellem fiktion og virkelighed og har kunstneren selv – eller en persona, som kunstneren påtager sig – i centrum.

På udstillingen Well It’s Not Going to Lift Itself omdanner kunstneren Overgadens første sal til et træningscenter for den populære motionsform crossfit. Fuldt udstyret med blandt andet kettlebells, medicinbolde, crossfit-hammere og traktordæk udgør rummet rammen om en serie videoer, i hvilke kunstneren med skiftende grader af empati forsøger at motivere den besøgende til at komme i form og italesætte den enkeltes ansvar for eget liv.