Med en opvækst i de parisiske forstæder har Sivertsen på nært hold bevidnet konsekvenserne af den franske kolonialisering af Algeriet (1830 – 1962) og oplevet virkeligheden blandt dem, der står urepræsenteret og ”uden stemme.” Som kunstner bruger Johannes Sivertsen sit maleri til at skabe analogier til virkeligheden ved at konstruere fiktive parallelle verdener, skabt ud fra konkrete begivenheder, der er blevet set og oplevet af andre end dem, der er skrevet ind i historiebøgerne. Da den vestlige (maleri)historie i dominerende grad er et udtryk for den hvide mands fortællinger, sejre og synspunkter er det derfor magtpålæggende for Sivertsen at udfolde et nyt perspektiv, der tillader hidtil oversete grupper at træde ind på den kunsthistoriske scene og komme til orde.