På Overgadens første sal præsenteres en ny installation af Hito Steyerl med titlen The Kiss, der dykker ned i en af nyere histories sorte kapitler.
Gennem video, skulptur og arkivmateriale giver værket krop til en dramatisk hændelse, der fandt sted i 1993 under krigen i Bosnien, hvor en paramilitær enhed bortførte 20 mennesker fra et tog. Ingen af dem er nogensinde blevet set igen, og ét af ofrene er aldrig blevet identificeret.
Med retsvidenskabens ypperste 3D teknologi som kunstnerisk medie rekonstruerer Steyerl episoden, som den muligvis udspillede sig. På tre skærme, placeret centralt i det bagerste udstillingsrum, gennemspilles hændelsesforløbet i en computeranimeret video, baseret på laserscanning. I et tomt, kulsort rum toner menneskekroppe frem som formationer af digitale data, baseret på sparsomme øjenvidneberetninger og kriminaltekniske undersøgelser. Da en laserscanner ikke kan registrere de skygger, som kroppene kaster, optræder de i billedet som blinde pletter i den 3-dimensionelle kortlægning. Denne præmis er også udgangspunktet for skulpturen, der er et 3D print, der visualiserer de involverede parters placering i forhold til hinanden på gerningsstedet. Flere steder flyder kroppenes konturer ud til en uformelig masse, der tydeliggør manglen på data. De retsvidenskabelige data suppleres af vidneudsagn og en dokumentarfilm med forskellige ekspert-indlæg, der frem for at bringe beskueren tættere på klarhed om episodens forløb stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden af de udsagn, man præsenteres for.