I sit kunstneriske virke trækker Reba Maybury på sin position som dominatrix under aliaset Mistress Rebecca, idet hun lader sine underkastede mænd – også kaldet submissives – udføre instruktionsværker på hendes befaling.

På O – Overgaden præsenterer Maybury en serie malerier fra 2025, som alle er baseret på mal-efter-tal-sæt. Værkerne gengiver den franske impressionist Edgar Degas’ serie af pasteltegninger på papir, som afbilder kvinder fra arbejderklassen,
ofte læst som sexarbejdere, der vasker sig. De nøgne kvindelige kroppe, hvis "klodsede positurer" fylder hele billedfladen, er optagede af det ofte usynlige arbejde, som er forbundet med intimitet og sexarbejde: at holde kroppen ren. Degas’ komposition er grundlæggende voyeuristisk – kvinderne observeres bagfra eller med ansigtet vendt væk, som upersonlige, objektiviserede kroppe, der ikke ser tilbage. Hvor Degas’ berømte værkserie synes at skjule sin iboende mandlige dominans gennem brugen af blødt lys og douche farver, afslører de upolerede, grove gengivelser, skabt af forskellige submissives, en brutal virkelighed bag disse kvindelige motiver.

I udstillingens andet rum udsender duftspredere en forfalsket version af Diors mandeparfume Sauvage, det franske ord for rå, overgribende, vild. Gennem de sidste ti år har duftens reklameansigt været Johnny Depp – skuespilleren, der samtidig har været anklaget for vold i hjemmet af sin eks-partner, Amber Heard,
i to højt profilerede retssager. I retten benyttede Depps forsvarsteam den velkendte strategi “deny, attack, and reverse victim and offender” (DARVO), hvor kritik afværges ved at forbytte rollerne mellem krænker og offer. I 2023 fornyede Johnny Depp sin kontrakt med Dior for 20 millioner $, den største sum nogensinde for at promovere en herreparfume.

I den bagerste sal introduceres et element af overvågning: publikum ser sig selv,
mens de ser på de badende kvinder, der observeres og seksualiseres selv midt i et af livets mest banale eller hverdagslige gøremål. Ved at udlicitere det trivielle arbejde, der ligger i selve produktionen af kunstværket, peger Maybury på magtforholdet mellem dominans og underkastelse. Her vender hun rollerne mellem observatør og observeret, eller sågar mellem krænker og offer, som er indlejret i både vores kønnede, private liv og vores offentlige, kulturelle institutioner, på hovedet. Hvis dominatrixen som sexarbejder typisk bliver set som en underholdende og undertrykt fantasi – lidt som kunstneren ofte gøres til samfundets underholdende 'underdog' – så er det her Mayburys submissives, og i sidste ende også hendes publikum, der sættes i arbejde
og observeres, hvilket undergraver og perverterer den stereotype forståelse af, hvem der egentlig tjener hvem.

Udstillingen er støttet af: