Tidligere
Torben Ribe: Outlet
10 sep. – 7 nov. 2020

På denne side:

Torben Ribe undersøger forholdet mellem hverdagslivets æstetik og det autonome kunstværk. Med det abstrakte maleri som genstand for evig granskning er Ribe optaget af, hvordan forholdet mellem abstrakte, kommercielle og private billeder påvirker hinanden, og hvor grænserne for deres samspil går.

Hvad kan man definere som et maleri og hvilke uortodokse elementer kan det opbygges af? Kan man bruge sin datters yndlings Disney figur, økonomisk armod, sin personlige smag i boligindretning, brevet fra jobcenteret eller sågar en højaktuel pandemi som akkumulator for det non-figurative maleri?

Disse ydre påvirkninger inddrager Ribe som konkret materiale og indhold i sine værker, som han ofte refererer til som ”indendørs maleri”. Særligt er det elementer fra den hjemlige private sfære og de gennemsnitlige aktiviteter, ordinære objekter og socioøkonomiske realiteter, der indfinder sig i hjemmet, som inspirerer Ribe. Med alle dens banale praktikaliteter fremstår dette hverdagsliv som skarp kontrast til det ophøjede abstrakte maleri, og det er denne friktion, som Ribe er interesseret i at få til at spille sammen.

Torben Ribe (f. 1978) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Han har udstillet aktivt i ind- og udland, og har flere solo- og gruppeudstillinger bag sig, heriblandt Pizza is God hos NRW-Forum, Düsseldorf, Cool, Calm and Collected på AROS, Århus, Lean Issues på Kyoto Art Center, Kyoto, Indoor Paintings på David Risley Gallery, København, Neighbours hos CAR drde, Bologna samt Landscapes and Fruit på Galerie Hussenot, Paris. Senest har han udstillet på Ringsted Galleriet, Ringsted med Maiken Bent.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond, og sponsoreret af Daells Bolighus.