Som del af programmet for 2026 er O – Overgaden stolte over at kunne præsentere en stor soloudstilling med Morten Knudsen, som åbner fredag d. 22. maj 2026 – og løber frem til og med søndag d. 2. august 2026.
Tabets bølger og byrdefulde genkomst – dagligt, ugentligt, årligt – strømmer gennem Morten Knudsens maleriske praksis. Tykke pastøse overflader, dybe farvetoner og et glimt af fin de siècle. Ved første øjekast kunne hans blomstrede landskabsmalerier fremstå romantiske, næsten nostalgiske, men de afslører sig samtidig som altopslugende virusser: beskidte, besværlige, ukontrollerbare og invasive.
Knudsen lader typisk et område af lærredet stå mere bart. Den maleriske komposition og dens tomrum bliver således i sig selv et motiv, der vækker tanker om hans søns korte liv og dets efterspil – lammelsen og udmattelsen af sorgen; en tilstand Knudsen gennemarbejder år efter år i sin igangværende serie af spiraler, som rituelt repeterer det cirkulære symbol.
Morten Knudsen (f. 1985, DK) er billedkunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2018) og Hochschule Für Bildende Künste Hamburg (2017). Knudsen bor og arbejder i København og har tidligere udstillet på bl.a. Sweetwater, Berlin (2025); Gauli Zitter, Bruxelles (2024); Den Frie, København (2023); Huset for Kunst og Design, Holstebro (2022); og C.C.C. Projects, København (2019). Knudsen har modtaget flere priser, herunder Niels Wessel Bagges Kunstfonds Hæderslegat (2018) og 15. Juni Fondens Hæderspris (2018). Udstillingen på O – Overgaden bliver Knudsens første, store institutionelle soloudstilling.