Tabets bølger og byrdefulde genkomst – dagligt, ugentligt, årligt – strømmer gennem Morten Knudsens maleriske praksis. Tykke pastøse overflader, dybe farvetoner og et glimt af fin de siècle. Ved første øjekast kunne hans blomstrede landskabsmalerier fremstå romantiske, næsten nostalgiske, men de afslører sig samtidig som altopslugende virusser: beskidte, besværlige, ukontrollerbare og invasive.

Knudsen lader typisk et område af lærredet stå mere bart. Den maleriske komposition og dens tomrum bliver således i sig selv et motiv, der vækker tanker om hans søns korte liv og dets efterspil – lammelsen og udmattelsen af sorgen; en tilstand Knudsen gennemarbejder år efter år i sin igangværende serie af spiraler, som rituelt repeterer det cirkulære symbol.