Til O – Overgaden har Rettl skabt en ny serie akvareller, der udspringer af en række modernistiske værker fra det tidlige 20. århundrede malet under fascismens fremmarch i Centraleuropa. Hendes inspirationskilder – der alle stammer fra grænseregionen mellem Østrig, Slovenien og Italien, hvor hun selv er opvokset – spænder fra obskure strømninger af tidlig abstraktion til Wienermodernismen og videre til den teknologiske og maskinelle fascination, som den italienske futurisme er kendt for. I sine nye malerier viser Rettl magre og forvrængede kroppe, der i forskellige stadier af anstrengelse eller spænding forsøger at tilpasse sig en ny industriel, kapitalistisk og krigshærget verdensorden – et billedligt kabinet af kroppe, som nærmest kravler væk fra væggene, ud i udstillingsrummet.

Formelt arbejder Rettl med to forskellige slags lærreder: billigt bomuldslærred og det dyrere, mørkere linned, som hun behandler med tre forskellige grundere - den ældgamle teknik ’harelim’, den mere moderne ’gesso’ og den nyligt meget brugte ’akrylbinder’. Værkserien udgør således, trods dens ensartede udtryk, et vovet eksperiment med at skabe overdimensionerede akvareller, som strækker denne maleteknik langt ud over dens gængse brug på papir. Hvert enkelt værk har krævet lag på lag af farve for at give motivet det mættede, fortættede og samtidig levende, friske, næsten flygtige udtryk, som akvarellen muliggør.

Motivmæssigt gentages en hær af stereotype kroppe. Bøjede rygge, sparkende ben, spændte næver, enorme fødder, krumme næser, overdrevne kranier, bedende hænder, silhuet- eller skyggeagtige lemmer og foldede, tynde maver er placeret på symmetriske, ensartede baggrunde af sort blæk. Inspireret af værket Ungdom af Elena Luksch-Makowsky (hvoraf Rettls version hænger på bagrummets venstre væg) er figurerne flydende, mange androgynt udefinerede på tærsklen til voksenalderen - til dels også med reference til kunstnerens egen søster, som har stået model. Kildematerialet spænder bredt – fra ovennævnte Luksch-Makowsky til mareridtsagtige visioner af Alfred Kubin (som er referencen bag udstillingens første værk) til andre mindre kendte malere, bl.a. futuristen Gino Severini eller østrigske Albin Egger-Lienz, hvis soldatermotiv, De navnløse 1914, Rettl gengiver med klarinetter i stedet for våben.

Udover de menneskelige afbildninger indeholder Rettls værker ’frottager’, eller gnidebilleder, af messinginstrumenter, dvs. hornblæsere, som bruges i militære marchorkestre, der, som netop eksemplificeret, typisk erstatter våben i de originale malerier. Ifølge Rettl udgør disse instrumenter “Ordnungselemente” – dvs. genstande, der systematisk skaber genkendelse gennem værkserien. En anden gentaget frottage er en IKEA-skammel. Dette motiv stammer fra et fotografi af en godt brugt arbejdsskammel i kunstnerens eget atelier og blander således Rettls fortløbende undersøgelse af en særlig tidsperiode, dens kropslige kompositioner og historiske malerteknikker med vores samtidige liv, ikke mindst hendes eget arbejde og egen familie (som bliver brugt som modeller). Dette greb tydeliggør, hvordan den militante disciplinering af den individuelle krop, som sås i det tidlige 20. århundrede, langt

fra tilhører en fjern historie, men nærmere er en fortsat, måske endda voksende del af vores samtid. Som med den antikke skulptur Laokoon, der blev genfundet og berømmet i renæssancen, gentages vores mørkeste historie. Den looper dybt ind i vores samtidskultur, som det antydes i titlen: Laocoön Loop.