Karim Boumjimars maleriske motiver flyder, ofte erotisk, fra én figur til en anden; tænk på et møde mellem dyr, kunstnerens venner, natteliv, historiske personer, cruising og mytologiske skabninger.
Udstillingen på O – Overgaden er skabt som en altomsluttende installation og viser et stort vægmaleri, lavet i rummet i ugerne op til åbningen, hvor Boumjimars bogstaveligt talt fabulerende, grænseoverskridende og polyamorøse univers overtager institutionens hvide vægge – som en psykedelisk skærsommernats drøm. Ud af disse vægge nærmest skyder fire 2-meter høje vaser som svampe, der skaber en skov at cruise i. Ser man nærmere på vaserne, rejser en del af motiverne sig fra lerets overflade, der er ridset eller åbnet, som for at lukke hemmeligheder ud eller fritskære skjulte kroppe.
Den hurtige, skitseagtige kvalitet i Boumjimars streg får de fysiske eller permanente kunstværker – tegninger og keramik – til at føles som levende, flygtige performances. Værkerne på O – Overgaden er blevet til stort set uden planlægning, som en intuitiv, ‘aflært’ eller ustyrlig kropslig strøm af eksperimenter – næsten som automattegninger. Kimæriske fugle, en djævlefigur med horn, der blotter sin anus, bueskytter, heste- kroppe, engle af natten, fabellignende transkvinder, hvis hår flyder sammen, erigerede fallosser og orgier på tværs af arter. Boumjimars univers, der omkranses af en kolossal, hovedløs slange eller guirlande, skaber et hallucinerende netværk af queer forbindelser. Som i klubkulturens svimlende trance er dette på én gang et sted for dæmoner og et kaotisk eventyrland – et pandemonium paradiso.
Karim Boumjimar (f. 1998, ES) er billedkunstner og medlem af performancekollektivet Young Boy Dancing Group bosat i København. Boumjimar tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i foråret 2025 og har performet og udstillet på blandt andet TINA Gallery, London (2025); Liljevalchs, Stockholm (2025); O Days Festival, København (2024); Centre d’Art La Panera, Lleida (2023); Alice Folker Gallery (2023); ARIEL - Feminisms in the Aesthetics & Dag H 42, København (2023) og Kunstverein, Hamborg (2021).
Karim Boumjimar, Pandemonium Paradiso, Installationsfoto. O – Overgaden, 2025. Photo: David Stjernholm
Udstillingstekst
Udstillingen er støttet af: