Fotograf og fotohistoriker, Anja Tollan, fortæller om udstillingen i følgende anekdote:

"I 1989 var jeg med på udstillingen Erotik, hvor 48 kvindelige fotografer stillede skarpt på, hvad erotik var for dem. Det var ikke en feministisk udstilling, for der lå slet ikke den refleksion eller kuratering bag. Blandt deltagerne var flere anerkendte fotografer som Kirsten Klein, Nanna Büchert og Tove Kurtzweil, yngre fotografer som mig selv og så en del amatører. Med et spænd fra klassiske portrætfotografer til kunstaktivister kom vi altså fra meget forskellige kredse – sådan var det i firserne. Det var en tid, hvor alle kunne være kreative, og alle, der havde noget på hjertet, var velkomne, hvilket udstillingen også afspejlede. Der var heller ikke ud-peget en leder, men jeg mener, at Tove Kurtzweil var en af de drivende kræfter. Hun var jo en etableret kunstfotograf og kendte miljøet, så hun har sikkert gjort et stort benarbejde for at få det organiseret.

Hvem, der mere præcist tog initiativ til udstillingen, og hvem, der stod for hvad, kan jeg dog simpelt hen ikke huske. Det skyldes nok, at der opstod uenighed omkring finansieringen. Der var et par stykker fra udstillingsgruppen, der havde fået nogle penge af to brødre, som drev en pornografisk virksomhed på Amager. Jeg var stor modstander af, at vi skulle tage imod dem, og derfor indkaldte jeg til et stormøde, hvor jeg meddelte, at jeg ville trække mig fra udstillingen, hvis ikke pengene blev sendt tilbage. Som alternativ foreslog jeg, at vi tog et banklån, som vi kollektivt kautionerede for. Jeg havde nøje regnet ud, hvor meget vi hver især skulle betale, for at vise, at det drejede sig om pebernødder i forhold til, at vi var ved at sætte os selv som selvstændige aktører og kvinder i egen ret over styr. Jeg endte med at vinde diskussionen, og pengene blev returneret, men efter det mistede jeg interessen for projektet som helhed og koncentrerede mig om mit eget bidrag.

Til udstillingen lavede jeg en dokumentarisk fotoreportage om to kvinder og deres lille søn, som skulle døbes. Selvom der også var nogle meget fine projekter med af bl.a. Jo Selsing, Vibeke Herbert og Kirstine Theilgaard, ville jeg gerne beskytte min lille familie mod nogle af de andre billeder på udstillingen. Jeg syntes ikke, at den historie skulle hænge sammen med fotografier af store falloser eller billedserier af kvinder, der bliver taget bagfra i en baggård. Jeg udså mig derfor et af de små rum, der dengang var på Overgaden, som jeg afskærmede med rispapir for at skabe en respekt omkring personerne på mine billeder. På det tidspunkt var der ikke tidligere blevet lavet en lignende billedserie i Danmark, og en dag blev jeg kontaktet af freelancejournalisten Peter Hartung fra Venstrepressens Bureau, der havde været forbi og se udstillingen sammen med sin kone. Han havde hæftet sig ved min lille hemmelige katedral og ville meget gerne skrive om den, så det endte med, at lokalaviser i hele landet bragte en næsten helsides artikel om udstillingen med udgangspunkt i mine billeder."