Som del af programmet for 2026 er O – Overgaden stolte over at kunne præsentere en stor udstilling med coyote, som åbner fredag d. 22. maj 2026 – og løber frem til og med søndag d. 2. august 2026.
coyote er et kunstnerkollektiv etableret i 2017, som undersøger, hvordan det at arbejde sammen kan skabe alternative rum og fortællinger, der belyser spørgsmål om kollektivet. Med andre ord: hvordan en gruppe, i sig selv, kan være et materiale. I deres første store soloudstilling reflekterer coyote over, hvordan fællesskaber i dag – ofte drevet af kollektive erindring og mediekultur – omformer storbyens hverdagsliv, idet specifikke geografiske steder bliver brugt som scenografier, der får fiktion og virkelighed til at flyde sammen.
coyote (etableret i 2017) er et kunstnerkollektiv baseret mellem København (DK) og Stockholm (SE). coyote har tidligere udstillet på steder som Beau Travail, Stockholm (2025); Bonniers Konsthall, Stockholm (2025); Kunsthal 44Møen, Askeby (2025); Simian, København (2025); Saaalt, København (2024); Norberg Festival, Norberg (2023); Bizarro, København (2023) og Index – The Swedish Contemporary Art Foundation, Stockholm (2021). Deres film er blevet vist på steder som Julia Stoschek Foundation, Berlin (2025); Haus der Kulturen der Welt, Berlin (2024); CPH:DOX, København (2023); Musée de la Chasse et de la Nature, Paris (2023) og 25FPS, Zagreb (2023). coyotes kommende udstilling på O—Overgaden bliver deres første større institutionelle soloudstilling i Danmark.