I sin kunstneriske praksis forener Lea Guldditte Hestelund en skulpturel materialeundersøgelse med en interesse for, hvordan vi opfatter og tillægger kroppen betydning.
Med afsæt i antikkens dyrkelse af det perfekte legeme har hun i tidligere værker fx udforsket samtidens fitnesskultur. Træningsredskaber er blevet genskabt i klassiske materialer som bronze og marmor, ligesom kunstneren gennem bodybuilding har modelleret sin egen krop efter den berømte statue Diskoskasteren. Fra punktvise nedslag i specifikke kropsidealer og deres sociale og kønnede implikationer har Hestelund bevæget sig over i en afsøgning af et mere flydende kropsbegreb, som hun udfolder på denne store soloudstilling.
Til Overgadens stueetage har Hestelund skabt en totalinstallation, der inspireret af science fiction spekulerer i, hvad en krop er og kan være – samt de hierarkier, som former og omgærder den. Gennem arkitektoniske greb er udstillingen orkestreret som en rumlig fortælling i tre zoner med hver sit distinkte udtryk. Et strømlinet interiør giver første rum karakter af et omklædnings- eller lounge- område. Her præsenteres værkserien Carriers, en art uniformer designet til mere eller mindre menneskelige kroppe. Udført i læder og nitter vækker de associationer til arbejdstøj, modeaccessories og fetichudstyr. Hvem de er til, og hvilket formål de tjener er uvist. Med deres flertydige referencer til praktisk brug, beskyttelse, statussymboler og begær griber værkerne forstyrrende ind i vores vante parametre for en afkodning af kroppen og dens identitetsmarkører.
Lea Guldditte Hestelund (f. 1983) har studeret på Kunstakademiet i Düsseldorf i 2012-13 og tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015. Hun har deltaget på udstillinger i ind- og udland, heriblandt på Værelset, ARoS, Kunsthal Aarhus, SAK Kunstbygning, Ystad Konstmuseum, Treignac Projet, Künstlerhaus Dortmund, Parallel Vienna og CompleteBody i New York.