Til Lynges første store soloudstilling i Danmark har hun udviklet en række nye værker under titlen 22, der helt konkret er det nøjagtige antal knogler, som udgør vores kranie – og dermed den legemlige struktur, der omgiver ethvert tænkende eller drømmende hoved.

Ligesom titlen peger Lynges udstilling på skelettet, rammen eller rammesætningerne, som ligger bag letgenkendelige popkulturelle objekter. I to skulpturserier kigger hun bag facaden på ‘instrumenter’ eller ‘værktøjer’ for komfort og underholdning: sofaen og guitaren. Skeletter af krydsfinérsudskæringer udgør værkserien Audience, som blotlægger strukturen bag Storbritanniens måske mest ikoniske slængemøbel: Chesterfieldsofaen. Blandt andet vises en abnorm eller surreel 17-sæders version af blindstellet – som et billede på det gamle imperiums kolonialistiske komfort og, ikke mindst, dets ustyrlige vokseværk. I en anden værkserie afskræller Lynge såkaldte ‘double-neck guitarer’ som en dissektion af det klassiske emblem for den maksimerede stadionrocks performance. Ved helt konkret at fjerne alle strenge og elektriske dele fra guitaren samt afhugge ikke blot den ene men de hele 2 fallosagtige guitarhalse kastrerer Lynge det multistrengede symbol på opblæst ydeevne og fordoblet potens. Som en slags økologi af ‘anti-produktion’, der ikke tilføjer, men fjerner staffage, spørger Lynge til, hvad der ligger bag læderpolstringen eller det accelererede rockmusikalske instrument – hvad enten det gælder sofaens magtfulde magelighed eller den svedende guitarists sceneshow.

Som del af udstillingen har Lynge omlagt vejen til O – Overgadens overetage fra husets indre trappe til den mere majestætiske hovedtrappe og flyttet en af kunsthallens gipsvægge. Således afklæder og modificerer Lynge ikke bare kendte kulturobjekter, men hun hijacker også selve kunstinstitutionens konstruktion eller koreografi. Bag den ommøblerede ‘ready made’-gipsvæg hænger en beskrivelse af en drøm, kunstneren har haft. I drømmen spiser hun halvanden elektrisk tandbørste. Ikke ulig hvordan Lynge gennemtygger den elektriske guitar eller Chesterfieldsofaen, hvilket udpeger den usynlige vold eller de underbevidste magtrelationer, som et popkulturelt møbel eller musikinstrument potentielt kan bære på.