Oplæsninger i Anna Sofie Mathiasens udstilling af Anne-Louise Bosmans, Kaj Vorobeva og Glenn Christian
Når medicin alene ikke kan behandle psykisk sygdom, hvad kan så? Sæt dig godt til rette på O – Overgaden fredag d. 12. januar og land roligt i det nye år med en eftermiddag af poesioplæsning og kunst, der sætter fokus på kunstens helende potentialer.
Forfatter Anne-Louise Bosmans
Forfatter Glenn Christian
Forfatter Kaj Vorobeva
Billedkunstner Anna Sofie Mathiasen
Oplæsningerne er arrangeret af O – Overgaden i samarbejde med Center for Kunst og Mental Sundhed i forbindelse med Anna Sofie Mathiasens aktuelle udstilling ”Folly” på O – Overgaden (-28 januar 2024), der med animationsfilm, tegninger, skulpturer og tekstreferencer arbejder med havearbejde og haven som et helbredende sted for fysisk og psykisk sygdom.
Alle er hjerteligt velkomne, det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.
O – Overgaden serverer the og baren sælger vin.
Arrangementet er blevet til i samarbejde mellem O – Overgaden og Center for Kunst og Mental Sundhed
CENTER FOR KUNST OG MENTAL SUNDHED (CKMS) er grundlagt ud fra en voksende konsensus indenfor sundhedssystemet om, at der er behov for indsatser udover de biologiske i behandlingen af psykisk sygdom. Derfor arbejder CKMS med at undersøge kunstens helende potentialer gennem bl.a. skriveworkshops for mennesker i psykiatrisk behandling, der tilbydes som del af behandlingen på Psykiatrisk Center Amager.
ANNA SOFIE MATHIASEN (f. 1995, DK) er uddannet fra Kunstakademiet i Oslo i 2020. Hun har tidligere udstillet på blandt andet Galleri K, Kunsthall Oslo og Kunstnernes Hus, alle i Oslo (NO); Sol i Nexø (DK); og Institut Valencià d’Art Modern i Valencia (ES). Folly er kunstnerens første store soloudstilling i Danmark og kulminationen på Mathiasens deltagelse i O – Overgadens 1-årige samarbejdsprogram INTRO.
GLENN CHRISTIAN (f. 1976, DK) er opvokset i Esbjerg og uddannet fra Forfatterskolen 2005-2007. Han debuterede som forfatter i 2008 med digtsamlingen Det hjemlige. I dag er han pt. Offentligt ansat i omsorgssektoren samt aktuel med tekstsamlingen Hesten (2023).
ANNE-LOUISE BOSMANS (f. 1978) er en dansk forfatter og digter bosat i Bruxelles. Hun er uddannet fra Forfatterskolen 1999-2001 og debuterede i 2002 med Punkter, poler og par. I 2018 udgav Bosmans Bruxelles, der arbejder med temaer som fremmedhed, familie og den angst, som terrorangrebene i Bruxelles 2016 skabte i byen. Siden har hun i 2021 udgivet digtsamlingen Mens jeg sover, glemmer jeg dig, og er nu på vej med sin sjette digtsamling.
KAJ VOROBEVA(f. 2003) er en ung dansk forfatter og tidligere deltager i Center for Kunst og Mentalt Helbreds skrivegruppe Rewritalize.