Event
IKK ART TALKS ~ Det Tværmedielle
ikk-art-talks.jpg

O - Overgaden lægger hus til IKK ART TALKS torsdag d. 9. april kl. 17-19, hvor kunstnerne Zahna Siham Benamor og Noah Umur Kanber er inviteret til at samtale.

Læs IKK ART TALKS’ annoncering af eventen her:

"Den 9. april afholder IKK Art Talks endnu en talk på O – Overgaden.

Vi er meget glade for at kunne annoncere at vi til talken ‘Det Tværmedielle’ har inviteret poet og performancekunstner Zahna Siham Benamor og billed- og performancekunstner Noah Umur Kanber.

På tværs af forskellige medier afsøger Zahna Siham Benamors de erindringer og erfaringer, vi gør os som mennesker, og som hun har gjort sig gennem et liv formet på tværs af tre kulturer. Hun arbejder med steder som erkendelsesrum idet hun udforsker byen som et sted hvor nye forbindelser skabes.

Gennem performence, keramik og arbejde på papir udforsker Noah Umur Kanber eksistensen i mellemrummene. Hun arbejder med historier; sin egen historie, menneskehedens historie og de identiteter der bliver skabt i tiden — det udformer sig konkret i tematikker som queer, migration og mytologi.

Til talken vil de, med udgangspunkt i deres praksis, udfolde de forskellige medier, som de afsøger i kunsten – og hvordan de som kunstnere navigerer i de mange medier, der er tilgængelige.

Talken vil blandt andet afsøge den hierarkiske orden inden for de kunstneriske medier, samt hvorvidt det stadig er relevant i dag. Særligt set i lyset af, at de to kunstnere kommer fra vidt forskellige uddannelsesbaggrunde. Der vil samtales om hvordan nogle kunstneriske medier kan afføde samarbejder på tværs af praksisser og hvordan tid og sted kan bearbejdes på tværs af medier.

Vi har inviteret Storm Møller Madsen, ph.d. i teater- og performancestudier, til at moderere talken, med udgangspunkt i sin forskning omkring queerteori og arkivstudier.

Arrangementet er gratis og alle er velkomne.

Tak til Tuborgfondet, Statens Kunstfond og Institut for Kunst og Kultur på Københavns Universitet."

OVERGADEN