O – Overgaden er glade for igen at kunne huse Benefit Art Sale; støttesalget, der er initieret af kunstnerne Melanie Kitti og Kinga Bartis og muliggjort af donationer fra mere end 100 samtidskunstnere.
Sidste års Benefit Art Sale, som også fandt sted på O – Overgaden, indsamlede mere end 170.000 kroner til Det Danske Hus i Palæstina og Stop Annekteringen – takket være de mange donerede værker fra samtidskunstnere og ikke mindst de frivillige bag projektet.
I år har arrangørerne bag, Melanie Kitti og Kinga Bartis, valgt at salget igen skal gå til Det Danske Hus i Palæstina og deres arbejde for at sikre civilbefolkningen i Palæstina samt Tirsdagsgruppen Avnstrup og deres arbejde for mennesker i asylsystemet.
Sådan foregår Benefit Art Sale
Alle værker, doneret af mere end 100 samtidskunstnere, sælges anonymt for 1.000 kroner stykket.
Betaling kun via MobilePay
Dørene til Benefit Art Sale åbner kl. 11, hvor max. 10 mennesker ad gangen lukkes ind i følgeskab med hver sin frivillige kunstvært.
Frem til kl. 13 eller så længe, der er lang kø, er det kun muligt at købe max. 2 værker pr. handlende.
Kom gerne igen senere på dagen. Benefit Art Sale varer til kl. 17, og der er typisk værker til salg hele dagen.
Først efter salget vil det blive offentliggjort hvilken kunstner, der har lavet hvilket værk.
Videresalg af værker er ikke tilladt.
Der er desuden særlige Benefit Art Sale t-shirts til salg i O – Overgadens reception.
Køb din kaffe eller anden varme drik til køen hos vores naboer, Packhouse, med 10% rabat.
Læs mere og se værkerne på Benefit Art Sales egen platform på Instagram.
Tak til Melanie Kitti og Kinga Bartis for initiativet – og tusind tak til alle de deltagende kunstnere og frivillige.