Tidligere
3 feb. 2022, 16:00 – 17:00
Artist Talk
Artist Talk: Julie Stavad + Ida Schyum

På denne side:

Vær med denne torsdag, når udstillingsaktuelle Julie Stavad møder kurator Ida Schyum i udstillingen I am here for pleasure but it is no fun (21. januar – 13. marts 2022) til en samtale, der dykker ned i Stavads univers iscenesat på O – Overgaden med både humor, følsomhed og en vis portion drama.

I Julie Stavads soloudstilling I am here for pleasure but it is no fun er hverdagsgenstanden i centrum. Med sine monumentale læbestiftslignende værker, en nylonstrømpe i str. ”super-human” og tasker hugget i sten rejser Stavad spørgsmålet om, hvorvidt genstandene i vores dagligdag opløfter eller tynger os. For hvem har egentlig magten – menneskene eller tingene? 

Samtalen kommer ind på udstillingens ”gavflab” af en over 7 meter lang pæl, besjæling, fantasi, varekulturen i det senkapitalistiske samfund, Ursula K. Le Guins feministiske værk Bæreposeteorien som fiktion - og fornemmelsen af at gå gennem livet uden rigtigt at kunne ændre tingenes tilstand.

Samtalen foregår på dansk.

Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding. Der er – som altid – gratis adgang til udstillinger på O – Overgaden, som kan ses i forbindelse med arrangementet.

Vær opmærksom på, at du skal vise coronapas og bruge mundbind på kulturinstitutioner som O – Overgaden.