English
Nour Fog

BODY OBJECTS

15. jun 25. aug 2019

På sin første store udstilling skaber danske Nour Fog et sanseligt landskab af objekter i keramik, papmaché og silikone, hvor det organiske og geometriske spiller sammen med resonans, klangflader og en let tåge.

Nour Fog har siden sin afgang fra Det Jyske Kunstakademi i 2016 været optaget af samspillet mellem skulpturelle objekter og lyd. Til Overgaden præsenterer han tre nye serielle installationer, som på forskellig vis integrerer formgivning, teknik og lyd og leder tankerne hen på en sårbar, følsom og sansende krop.

De tre installationer bærer titlerne Non Binary Objects, Siren og Organs og er skabt i henholdsvis keramik og silikone, i papmaché pulp samt i skulpturler. Skulpturerne varierer i størrelse og udtryk – en er gigantisk og indtager rummet med sin overdimensionerede kropslighed, mens andre lægger sig som flade bølger på gulvet. Andre fremstår som mindre familier af keramiske objekter. Værkerne trækker på referencer til den menneskelige anatomi, horninstrumenter, Venus fra Willendorf og klassiske grundformer fra vaser og krukker.

I lydskulpturen Siren har kunstneren ladet sig inspirere af alarmsireners tragtformede lydforstærkere og værkets lyd vil som en alarmsirene, skabt af en menneskegjort sirenelyd, med jævne mellemrum gå i gang. Fra værket Organs vil en fin røg langsomt sive ud i udstillingsrummet og lægge sig som en let tåge.

Med Body Objects skaber Nour Fog et sanseligt og vibrerende rum, der sætter fokus på kroppen som en sensuel, dragende og længselsfuld størrelse.

Nour Fog (f. 1981) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2016. Han har siden da udstillet på blandt andet Sydhavn Station og Galleri Image og har performet adskillige steder med hans lydprojekt Duo Demona.

Fernisering d. 14. juni kl. 17-20

Læs mere