English

JOHANNES SIVERTSEN: DE UNAVNGIVNE

11. sep 08. nov 2020

Den fransk/algeriske kolonihistorie, dens efterdønninger og fransk kunsthistories stereotypiske skildring af ”den anden” er omdrejningspunktet for den dansk-franske kunstner Johannes Sivertsens første store soloudstilling De unavngivne.

Med en opvækst i de parisiske forstæder har Sivertsen på nært hold bevidnet konsekvenserne af den franske kolonialisering af Algeriet (1830 – 1962) og oplevet virkeligheden blandt dem, der står urepræsenteret og ”uden stemme.” Som kunstner bruger Johannes Sivertsen sit maleri til at skabe analogier til virkeligheden ved at konstruere fiktive parallelle verdener, skabt ud fra konkrete begivenheder, der er blevet set og oplevet af andre end dem, der er skrevet ind i historiebøgerne. Da den vestlige (maleri)historie i dominerende grad er et udtryk for den hvide mands fortællinger, sejre og synspunkter er det derfor magtpålæggende for Sivertsen at udfolde et nyt perspektiv, der tillader hidtil oversete grupper at træde ind på den kunsthistoriske scene og komme til orde.

I udstillingen De unavngivne griber Sivertsen specifikt fat i en betændt og ufortalt del af den franske/algeriske historie ved at tildele identitet og stemmer til en række algeriske kvinder og frihedskæmpere, der er blevet ignoreret i historieskrivningen. Sivertsen har arbejdet ud fra et ønske om at skabe en anden repræsentation af disse kvinder end den, som i århundreder er udgået fra den klassiske europæiske og særligt franske malertradition af mandlige kunstnere, hvor den ”mellemøstlige” kvinde er portrætteret som et eksotisk begærsobjekt.

De unavngivne præsenterer en serie af 22 malerier, der er er tilegnet vidt forskellige kvindeskikkelser fra Algeriets historie fra kolonitiden og op til i dag. Maleriernes motiviske og kompositoriske forlæg er baseret på kunsthistoriske ikoner, arkivfotos og film, men også tekster af algeriske forfattere som Assia Djebar og Wassyla Tamzali. Stilistisk mimer de det franske romantiske og orientalske maleri kendt fra historiemalere som Eugené Delacroix og Jean-Léon Gérôme. Blandt andre kan ses et portræt af Lalla Fatma N’Soumer, en frihedsforkæmper og modstander af den franske erobring af Algeriet mellem 1849 og 1857; Djamilla Bouhired, en officer i National Liberation Front (FLN), som var medlem af det såkaldte bombekorps og Zhoulikha Oudai, en kvinde, der ledte et FLN-netværk i bjergområdet Chenoua, hvorfra hun bekæmpede den franske hær til hun blev bortført, tortureret og myrdet. Men der er også portrætter af anonyme kvindelige krigere, demonstranter og aktivister i den aktuelle folkebevægelse i Algeriet Hirak samt repræsentationen af en anden og ofte glemt helterolle: Husmoderen og den arbejdende kvinde, der kontinuerligt har fungeret som den lim, der har holdt det Algeriske samfund kørende.

I 2019 tog Sivertsen kontakt til den algeriske forfatter, advokat, feminist og tidligere UNESCO-ambassadør Wassyla Tamzali (f. 1941), som siden 1960erne har arbejdet med kvinders vilkår i Algeriet. Hendes bog Une femme en colére (oversat: ”En vred kvinde”) har Sivertsens været stærkt inspireret af og mellem dem opstod en dialog, hvor Tamzali sparrede med og udfordrede Sivertsens historieskildringer. Sivertsen inviterede herefter Tamzali til at kuratere en udstilling i udstillingen og har således givet plads og rum til, at to algeriske kvindelige samtidskunstnere – Nawel Louerrad og Fella Tamzali Tahari – kan præsentere deres værker side om side med Sivertsens egne malerier.

Med De unavngivne undersøger Johannes Sivertsen den forestilling, der hersker om den hvide, vestlige mands objektive blik og dermed også prædefinitionen på hans eget blik. Han stiller spørgsmål til de gængse visuelle udtryksmåder, hvor dominans er noget der dels arves og dels ligger dybt i kunsthistorien og de maleriske praksisser. Ved at inkludere Lourrad og Tamzali Taharis værker, forsøger Sivertsen at give sin privilegerede position videre, og lade sin egen fortælling gå i fodsporene på de unavngivne kvinder, der var med til at forme Algeriets modstandsbevægelse mod de franske kolonimagter. Herigennem genfortæller og forstærker han deres stemmer og giver plads og taletid til to kontemporære kvindelige stemmer.

Johannes Sivertsen (f. 1984 i Paris) er uddannet fra Ateliers Beaux-Arts de La Glacière i Paris (2008) og Det Fynske Kunstakademi (2014). Indenfor de seneste år har han bl.a. udstillet på I:Project Space i Beijing, JCE Biennalen i Montrouge, Galleri SPECTA og Ringsted Galleriet. Han er desuden en del af udstillingsstedet OK Corral.

Udstillingen er støttet af Beckett Fonden, William Demant Fond, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond og Cité internationale des arts, Paris.

Læs mere om udstillingen i denne Q&A og kom med på virtuelt studio visit hos Johannes Sivertsen: “Q&A: Johannes Sivertsen om de unavngivne, fortællingernes kollaps, corona-lockdown i Paris og hans kommende soloudstilling”

Fernisering og genåbning af Overgaden d. 11. september kl. 12-20

Udstillingen løber fra den 12. september – 8. november 2020

Læs mere