PRESSEMEDDELELSE AUGUST 2020: NY LEDER TIL OVERGADEN

12. aug 2020

Rhea Dall overtager lederstolen på Overgaden til november 2020.

Overgadens bestyrelse har udpeget Rhea Dall som ny leder af Overgaden.

Rhea Dall kommer fra en stilling som leder af UKS (Unge Kunstneres Samfund), Oslo og afslutter pt. en ph.d. fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er desuden grundlægger af PRAXES Center for Contemporary Art, Berlin og var en af de kunstneriske ledere for den internationale triennale Bergen Assembly 2016, Bergen. Dall har tidligere blandt andet været kurator på Kunsthal Charlottenborg samt arbejdet som projektkoordinator på Berlin Biennalen og Den Danske og Nordiske Pavillion i Venedig.

Bestyrelsesformand Mikkel Bogh siger i forbindelse med den nye ansættelse:

“I Overgadens bestyrelse er vi overbeviste om, at Rhea Dall vil være den rette til at lede og videreudvikle Overgaden med afsæt i den stærke position, institutionen har opnået på den danske kunstscene. I mere end tredive år har Overgaden dannet ramme om udstillinger og diskussion af såvel helt unge som erfarne kunstneres arbejde, ofte på måder der går på tværs af etablerede udstillingsplatforme. Rhea Dall har mangeårig international erfaring som både praksisorienteret forsker, kurator og institutionsleder, og kombinationen af de tre områder – sammen med hendes særlige fokus på den kunstneriske praksis – gør hende i enestående grad egnet til at tegne Overgaden i de kommende år. Bestyrelsen og jeg ser meget frem til samarbejdet med Rhea Dall om udviklingen af denne nødvendige institution for samtidskunst.”

Rhea Dall siger:

“Overgaden er som kunsthal helt unik i dansk sammenhængFra sin smukke placering i hjertet af København fokuserer institutionen som en af de eneste i landet på den unge kunstscene og på at støtte de nye kunstneriske praksisser – og at løfte deres samfundsdiagnoser frem og ind i en bredere offentlighed. Det unge kunstfelts udvikling er helt afgørende for, at der fortsat skabes et levende, diverst og kritisk kulturliv i Danmark. At bidrage til, udvide og løfte arbejdet med dette felt – samt at diskutere og videreudvikle dets præmis og åbenhed, ressourcer og rammer – er en både vidunderlig og vigtig opgave, som jeg glæder mig til at tage fat på sammen med husets team og jo særligt de mange nye stemmer på kunstscenen idag.”

Rhea Dall overtager stillingen efter Merete Jankowski og tiltræder den 1. november 2020.

Læs mere