English

OVERGADEN INTRO 2021

Overgaden er utroligt glad for at kunne offentliggøre de to kunstnere, som er udvalgt til Overgadens etårige udviklingsprogram INTRO i 2021: Dina El Kaisy Friemuth og Sóley Ragnarsdóttir

 

Dina El Kaisy Friemuth undersøger i sit kollektive og kritiske kunstneriske arbejde socio-politiske fællesskaber og tilhørsforhold. Praksissen vækker spørgsmål om køn, etnicitet og klasse og fokuserer på at skabe miljøer for stemmer fra det globale syd og for dekolonial tænkning og institutionel kritik. Deres aktivistiske praksis skabes ofte i samarbejde med andre kulturarbejdere og involverer kuratering, tekst, performance og video.

Dina El Kaisy Friemuth (f. 1988) bor og arbejder i København og Berlin og er blandt andet medstifter af kunstnerkollektivet FCNN – Feminist Collective With No Name sammen med Anita Beikpour. De er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København og UDK Berlin 2010 –2016 og deltager p.t. i Berlin Programme for Artists 2021-2023. El Kaisy har udstillet lokalt og internationalt, senest på den 11. Berlin Biennale (Berlin), Ariel (Copenhagen), 1-1 (Basel), Bergen Kunsthall (Bergen) og 55-11 Gallery (NYC) og The Eye Can See Things The eye Can’t Reach (Italy).

 

Sóley Ragnarsdóttirs kunstneriske praksis tager udgangspunkt i en skulpturel tænkning af maleriet. Ved at blande forskellige naturlige og syntetiske materialer på lærredet så som akryl, olie, harpiks, resin, solsikkekerner og rav, skaber Ragnarsdóttir hyperæstetiserede, forførende og semi-figurative overflader, der – ud over at flirte med kitsch og kunsthåndværkets dekorative traditioner – også forholder sig til miljøpolitiske spørgsmål om vores samtids fortløbende sammensmeltning af natur og kultur og konsekvenserne heraf.

Sóley Ragnarsdóttir (f. 1991) bor og arbejder i Thy i Nordjylland. Hun er uddannet fra Städelschule, Frankfurt, Tyskland i 2014-2019 under Amy Sillman og Monika Baer. Hun har primært udstillet i Tyskland, herunder Städel Museum (Frankfurt), Historisches Museum (Frankfurt) og Kunstforum (Darmstadt).

 

INTRO er Overgadens etårige, skræddersyede udviklingsprogram for unge kunstnere i Danmark. Programmet kulminerer i en stort anlagt soloudstilling og dertilhørende publikation. INTRO er et 3-årigt pilotprojekt, som er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

 

Læs mere