English

Q&A: JOHANNES SIVERTSEN OM DE UNAVNGIVNE, FORTÆLLINGERNES KOLLAPS, CORONA-LOCKDOWN I PARIS OG HANS KOMMENDE SOLOUDSTILLING

Mens vi forbereder de første store udstillinger, som vi genåbner et nyrenoveret Overgaden med den 11. september, er vi stolte af at afsløre den anden af de to kunstnerne – Johannes Sivertsen, som i denne Q&A fortæller, hvad han får tiden til at gå med i sit atelier i Paris.

Hvad er du optaget af i din praksis i øjeblikket (temaer, materialer, processer, idéer…)?

Jeg er taget til Paris for at udforske mundtlige fortællinger fra min barndom. Dem, som jeg hørte i skolegården, men aldrig i klasseværelset. Jeg er vokset op i en parisisk forstad, hvor identiteterne sjældent passer med de billeder, som man sætter på dem. Det giver en følelse af ikke at passe ind nogle steder, men også en frihed til at stille spørgsmål til de etablerede billedsprog. Billeder er aldrig neutrale. Hvide mænd som mig lærer at se verden gennem billeder opdelt i kategorier af “os og dem”, som understøtter vores egne fortællinger om, at vi er gode og oplyste. Det er disse fortællinger som kollapser, så snart man går fra klasseværelset til skolegården, fra indre by til en fattig forstad. Jeg er meget optaget af dette “kollaps”. Det er noget, som vi er nødt til at anerkende, hvis vi reelt vil være oplyste. Det er noget som på en meget plastisk måde kan foregå på maleriets overflade. Man har længe sagt, at maleriet er dødt. Jeg tænker så, at et “dødt” medie måske er det helt rigtige at bruge, når det kommer til at synliggøre en døende fortælling.

Hvordan forbereder du dig til udstillingen på Overgaden? Hvad er dine tanker bag udstillingen?

Udstillingen er tænkt ud fra det franske ord “innommée”. Det kan oversættes til “unavngiven”, og det er et begreb, som jeg har lånt fra den algeriske forfatter Wassyla Tamzali. Det betegner dem, som ikke bliver nævnt, som ikke passer ind i kategorierne skabt af historieskrivningen. Jeg har studeret to maleriske genrer, det romantiske maleri og det orientalistiske maleri, som begge udviklede sig under den koloniale storhedstid, og begge bærer præg af en rollefordeling mellem mænd og kvinder, mellem koloniserende og koloniserede. Jeg har forsøgt at brække koderne op, bytte om på rollerne for at give plads til nye fortællinger, som stemmer overens med dem, som jeg kender fra skolegården og forstaden. For at udfordre mit eget blik har jeg haft brug for hjælp, og jeg har derfor henvendt mig til Wassyla Tamzali. Jeg har bedt hende om sparring og om at kuratere en udstilling i udstillingen med værker af to algeriske kunstnere, Nawel Louerrad og Fella Tamzali Tahari. Det er en måde at åbne rummet for ting, som jeg ikke selv kan tænke eller male.

Hvordan har du indrettet dig under corona-lockdown?

I starten af året var Wassyla og jeg begge på residency i Frankrig. Da lock-down trådte i kraft, var vi begge i samme kvarter, så vi har kunnet arbejde videre på trods af reglerne om udgangsforbud osv. Vi mødtes i baggården hos hende og havde lange snakke med masker på og to meters afstand. Jeg boede på atelieret på Cité des Arts med rigeligt af pensler og farver, så arbejdsmæssigt var der ikke noget problem. Men for en europæer som mig, var det meget angstprovokerende at opleve landene og grænserne lukke. Den generelle post-apokalyptiske stemning har jeg egentlig ikke haft det store problem med, men jeg savner virkelig meget min kæreste. Og forresten også min kat.

(Scroll ned på billederne i højre side og se billedserien fra Johannes Sivertsens atelier)

For yderligere information om udstillingerne, se venligst: Johannes Sivertsen – De unavngivne

Læs mere