English

UKKS 10 ÅRS JUBILÆUM

16. jun 01. jul 2012

Foreningen for Unge Kunstnere og Kunstformidlere, UKK, indtager Overgadens første sal med en fejring af organisationens 10 års jubilæum. Det sker med en udstilling og et omfattende eventprogram, der sætter spot på organisationens mærkesager.

Da UKK i 2002 holdt stiftende generalforsamling på Overgaden, var det med ønsket om at sikre plads til vidt forskellige stemmer og udtryk på den danske kunstscene. Derfor har foreningen i de forgangne 10 år arbejdet for at skabe synlighed og debat omkring den yngre, eksperimenterende samtidskunsts potentialer og vilkår.

Udstillingen tager form som en samlet installation, der mimer et foreningslokale med arkivmøbler, skriveborde, planter og opslagstavler. UKK er netop en forening uden sådanne fysiske rammer, og det midlertidige kontor på Overgaden vil i to uger agere platform for en markant synliggørelse af UKKs aktiviteter, når foreningen i løbet af udstillingsperioden inviterer til en række talks, paneldiskussioner, workshops og seminarer med fokus på aktuelle, kunstfaglige emner.

Blandt arrangementerne er en debataften om kunstneres identitet og organisering, hvor der stilles spørgsmål til, hvordan, hvorfor og om man overhovedet skal organisere sig som kunstner i dag. Der vil være en paneldiskussion og workshop om undervisning for børn og unge med fokus på billedkunstfaget i skolerne samt en lancering af en publikation om unge kunstarbejderes vilkår og indtrædelse på arbejdsmarkedet, som er blevet til på baggrund af en større undersøgelse blandt UKKs medlemmer.

Læs mere