English
Søren Andreasen & Johannes Christoffersen & Sebastian Schiørring

SAMLING MABUSE

05. feb 27. mar 2011

Samling Mabuse er for Søren Andreasen, Johannes Christoffersen og Sebastian Schiørring et forsøg på at bruge forestillingen om ‘en samling’ som udstillingsformat.

Udstillingen på Overgaden vil være karakteriseret af en bevægelse fra del mod helhed og den skal således læses og forstås metodisk frem for tematisk.

Udstillingens titel, der refererer til den intrigante superforbryder Dr. Mabuse, skabt af forfatteren Norbert Jaques og gjort verdenskendt af filmskaberen Fritz Lang, er en metafor som udstillingens værker har skabt i fællesskab. En metafor for den særlige magtstruktur som dominerer samlingens indre logik og orden. De tre kunstnere arbejder alle ud fra det princip, at enhver kunstnerisk handling er drevet af en forestilling om rum, der muligvis ikke findes endnu, men som ikke desto mindre er handlingens betingelse. Samling Mabuse er et sådant rum. Et rum der straks forsøger at påtage sig en vis autoritet og orden.

Som kunstnerne forklarer: “…når vi genopliver Mabuse i 2011, er det som en symbolsk mekanisme, der afløser Mabuse som gangster, fascist og kapitalist. Samling Mabuse er altså værkernes kontekst, der fungerer som en omvendt måde at spørge til, hvorvidt man kan andet end at reproducere og bekræfte den magtstruktur, den orden, som er éns betingelse.”

De tre kunstnere har hver især skabt individuelle værker, der tilsammen skaber en fragmenteret samling af videoer, vægmalerier, fotografier, plancher og tekster, der har det til fælles, at realplanet erfares gennem fortællingen om ‘det virkelige’. Som i Sebastian Schiørrings filmiske værk Overtoning til sort, hvor en 35mm film af panoramaudsigten fra den ottekantede pavillon på taget af Overgadens bygning spoles gennem en oktogonformet filmrulle monteret på en af forrummets søjler. Anderledes dyster er referencen i Johannes Cristoffersens sci-fi projekt med den overordnede titel Autopsy of a Ra-fly, hvor den litterære fiktionsfigur Omon Ra overvåger en boligblok i Corviale i udkanten af Rom – ligesom Mabuse bliver han personificeringen af en magtstruktur.

Læs mere