English
Kirsten Justesen

REVISIT: ICE SCRIPT – MELTINGTIME #17

16. nov 25. dec 2013

Siden begyndelsen af 1980erne har Justesen været dybt fascineret af isen som et ustyrligt skulpturelt materiale, og i november måned er det 20 år siden, at hun gennemførte det ikoniske projekt Smeltetid #5 på Overgaden. Hendes nye udstilling Ice Script – Meltingtime #17 breder sig over begge Overgadens etager, præsenterer nye og gamle værker og trækker tråde mellem fortiden og nutiden.

REVISIT er Overgadens nye udstillingsformat. En årlig begivenhed, der dykker ned i Overgadens fortid, fejrer det lange kunstneriske træk, genbesøger historiske udstillinger og undersøger dem i nutidens skær. Første gæst i huset er den danske kunstner Kirsten Justesen.

Inden for på Overgaden er der is i alle afskygninger. Fra isterninger til indlandsis. Is smelter: isfødder, isstave og en isbane med danser og ishockeystav. Fotografiske arbejder, som i naturlig størrelse viser kunstneren, der udforsker, kæmper eller forener sig med isen. På Overgadens førstesal udstilles alt fra skitser til isterningeposer som en del af en omfattende samling af genstande, billeder og videodokumentation, der giver indblik i Kirsten Justesens mangeårige kunstneriske forskning i is som materiale.

Justesens optagethed af isen som kunstnerisk medie kredser om det kontinuerlige potentiale for forvandling: metamorfosen. Menneskestore iskjoler, som møjsommeligt fornyer sig selv, når luftens kondensvand bliver forvandlet til istekstur. Ishænder, der langsomt smelter ned i egne støbeforme, klar til at blive til is igen. Kirsten Justesen er uddannet klassisk billedhugger, men selv om hun ikke arbejder med skulptur i traditionel forstand, er det skulpturelle i høj grad til stede i form af arbejdet med rum, krop og materiale, som er gennemgående for hele udstillingen.

Tiden har på mange måder hovedrollen i Kirsten Justesens værker. Ikke blot har udstillingsrækken Meltingtime løbet over fire årtier, de enkelte værker centrerer sig også helt naturligt om smeltetid som begreb. Smeltetiden forandrer udstillingen sekund for sekund, så den aldrig er helt den samme.

Dengang som nu består en del af udstillingen af en række performances udført af kunstnere, som Kirsten Justesen har inviteret:

Jens Haaning, 21. november
Henrik Plenge Jakobsen, 5. december
Lilibeth Cuenca Rasmussen, 12. december

Læs mere