English
Mary Coble

MANEUVERING

16. jun 05. aug 2012

“I am in distress. I do not see any light. I am drifting.”

Sådan lyder nogle af de maritime kodesignaler, der optræder i den amerikanske kunstner Mary Cobles omfattende værk Maneuvering with Difficulty (Mike and November), 2012.

Til åbningen af Cobles første soloudstilling i Danmark bliver Overgaden omdannet til en farverig scene for en fortælling om længsel, kærlighed og tab. Under en liveperformance monteres store, specialsyede signal-flag i udstillingsrummet, koreograferet ud fra en fiktiv dialog mellem det første og det sidste skib, der blev bygget på det nu nedlagte skibsværft i Nakskov.

Mary Coble præsenterer en række værker, der manifesterer problemstillinger relateret til kropslig, social og historisk navigation, og gennem video- og lydkunst, fotografi, installation og liveperformance trækker udstillingen tråde gennem Mary Cobles praksis, der spænder fra politiske ytringer til poetiske fortællinger. Et markant fællestræk er, at værkernes performative elementer er kendetegnet ved en ekstrem fysikalitet, der sætter rammen om værkernes genstandsfelt. Eksempelvis etableres der i lydværket The Sound of Fighting Cocks, 2012 et foruroligende, intimt rum af svirpende slag, smerteudbrud og tilråb, der trænger sig på i et billedløst scenarie, der ikke kan afkodes entydigt som seksuel leg eller voldeligt magtspil.

Om sin praksis udtaler Mary Coble: “I mange af mine performances opstiller jeg en række forhindringer for mig selv. Det er vigtigt for mig at presse mig selv til det yderste, for på den måde at give andre en bestemt oplevelse. Et værk kan forandre sig og udvikle sig i uventede retninger på grund af mit fysiske engagement, som er koder for noget mere og andet end den rene kropslige handling.”

Med kroppen som omdrejningspunkt for et performativt, visuelt sprog går Coble til grænsen af kroppens formåen og peger på de vedtagne koder og regelsæt, vi navigerer i. Gennem de vedholdende og ofte fysisk udmattende performative handlinger udfordrer hun, med kroppen som bølgebryder, de begrænsninger, der opstår i konfrontationen med sociale normer, forventninger, forestillinger og fremskridt.

Læs mere