English
Ellen Hyllemose

LIM MELLEM LANDSKABER

18. jun 14. aug 2011

Malerier betrukket med farverige badedragtsstoffer, bemalede plader med håndtag og gigantiske, bulede poseskulpturer, der slænger sig hen ad gulvet. Hverdagens vanesyn kommer på prøve, når Ellen Hyllemose udforsker rummet mellem skulptur og maleri i materialer fra gør-det-selv butikkernes velassorterede hylder.

På soloudstillingen Lim mellem landskaber omdannes hele Overgadens stueetage til et kultiveret landskab af farver, former og flader. Med greb tilbage i sin tidligere praksis modellerer Hyllemose i en række nye værker et sanseligt, rumligt forløb, der griber ind i lokalernes arkitektur og skaber forskydninger i skala, materialitet og betydning. Bløde, organiske gevækster vokser ud fra søjler og gulv og spiller op mod ophobninger af rå plader i varierende kulører og størrelser.

Som i et landskab må man bevæge sig rundt i udstillingen, skifte synsvinkel og søge ind bag om værkernes overflade for at aflokke dem informationer. Temaer slås an i en indbyrdes udveksling af farver, motiver og teksturer. Man aner en mark her, en himmel der, et bjerg og et vandfald, men først og fremmest konfronteres man med kunstværket som et håndgribeligt fysisk objekt, knyttet til en situation, et sted og en beskuer.

I en veloplagt leg med forside og bagside, tildækning og afdækning engagerer Hyllemoses værker både kroppen, rummet og fladen. Det maleriske bliver skulpturelt og det skulpturelle malerisk, og således svingende mellem billede og genstand opfordres vi til at gå på opdagelse i værkerne og dagligdagens omgivelser med hele vores sanseapparat.

Læs mere